Fleksjob

Et fleksjob er en ansættelse på særlige vilkår for medarbejdere med nedsat arbejdsevne. Medarbejdere på fleksjob skal vurderes af jobcentret, og virksomheden skal tilpasse arbejdet på forskellige måder.

En medarbejder i fleksjob kan arbejde på nedsat tid og/eller med nedsat timeløn, således at arbejdsvilkårene svarer til den nedsatte arbejdsevne.

En medarbejder i fleksjob skal have de samme øvrige vilkår som de andre medarbejdere. Det vil sige, at medarbejdere i fleksjob også skal have ansættelsesbevis, feriepenge osv.

Hvis virksomheden ansætter en medarbejder på fleksjob, har virksomheden ikke udgifter til fuld løn til medarbejderen. Afhængig af, om aftalen med medarbejderen er indgået før eller efter 1. januar 2013, gælder der forskellige regler for lønfastsættelsen.

Fleksjobbets varighed

Som udgangspunkt bevilges fleksjob for en periode af 5 år. Personer over 40 år kan dog få bevilliget sit andet fleksjob permanent, hvis den pågældende fortsat opfylder betingelserne for visitation til fleksjob.

Jobcenteret bevilger fleksjob og giver tilskud

Det er jobcentret, som vurderer medarbejderens mulighed for at få arbejde på normale vilkår. Medarbejderen skal være under folkepensionsalderen og have en varig begrænsning i arbejdsevnen.

Hvis kommunen vurderer, at en medarbejder kan få et fleksjob, betaler de et tilskud – enten direkte til virksomheden (hvis aftalen er indgået før 1. januar 2013) eller direkte til medarbejderen (hvis aftalen er indgået efter 1. januar 2013).

Arbejdsvilkår skal tilpasses

Når virksomheden og medarbejderen aftaler arbejdsvilkårene for fleksjobbet, tager de udgangspunkt i jobcentrets vurdering af medarbejderens begrænsede arbejdsevne. Eksempelvis kan medarbejderen have brug for hvilepauser, fravær eller mulighed for at gå ned i tid i kortere eller længere perioder.

Hvis arbejdet er omfattet af en overenskomst, gælder overenskomstens regler også for medarbejdere i fleksjob. Medarbejderen er også omfattet af reglerne i blandt andet ferieloven, barselsloven og loven om sygedagpenge.

Ændrede regler

Den 1. januar 2013 trådte den nye fleksjobreform i kraft. Det betyder, at der er stor forskel på reglerne for fleksjob indgået før eller efter dette tidspunkt.

De nye regler betyder, at virksomheden ikke længere får tilskud til lønnen fra jobcenteret, men i stedet kun skal betale løn for medarbejderens reelle arbejdstimer og/eller produktivitetsevne. Fleksjob indgået før 1. januar 2013 er stadig omfattet af de gamle regler.

Fra 1. januar 2013: Virksomheden udbetaler ikke fuld løn

Hvis virksomheden efter 1. januar 2013 har indgået en aftale om at ansætte en medarbejder på fleksjob, skal virksomheden ikke betale fuld løn, men kun en løn der svarer til medarbejderens produktivitet.

Arbejdsgiveren vil derfor heller ikke længere få løntilskud fra kommunen. Kommunen betaler i stedet et tilskud direkte til medarbejderen på fleksjob.

De nye regler om fleksjob træder i kraft på tre forskellige måder, afhængigt af:

  • Om ansættelsesforholdet er omfattet af Industriens Overenskomst eller Industriens Funktionæroverenskomst
  • Om ansættelsesforholdet er omfattet af en anden overenskomst
  • Om ansættelsesforholdet ikke er omfattet af nogen overenskomst.

DI og CO-Industri har for Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst indgået en særlig aftale om, hvordan de nye fleksjobregler træder i kraft.

Før 2013: Virksomheden udbetaler fuld løn og får tilskud fra kommunen

Hvis virksomheden har indgået en aftale før 1. januar 2013, udbetaler virksomheden den fulde løn til medarbejdere, og efterfølgende refunderer kommunen halvdelen eller to tredjedele af lønnen afhængig af, hvor meget medarbejderens arbejdsevne er nedsat.

Når kommunen havde bevilliget fleksjobbet, fastsatte virksomheden, kommunen og medarbejdere i fællesskab medarbejderens løn- og arbejdsvilkår.

Reglerne

For medlemmer

I dybden med fleksjob

Få svar på, om overenskomster gælder for medarbejdere i fleksjob, hvad virksomheder uden overenskomst skal gøre, hvem der vurderer arbejdsevnen for medarbejdere i fleksjob, og hvordan de gør det, hvilken løn en medarbejder i fleksjob skal have; hvad der sker, hvis virksomhed og medarbejder er uenige om løn- og arbejdsvilkår, om virksomheden kan opsige en medarbejder i fleksjob, om virksomheden får sygedagpengerefusion fra 1. sygedag, om der er særlige regler om pension for medarbejdere i fleksjob – og meget mere.

Gå i dybden

Artikel opdateret den 01.01.21

 

FÅ RÅDGIVNING

I Juravagten sidder DI’s eksperter i personalejura klar til at hjælpe dig, uanset om du har overenskomst eller ej.  Åbningstid er mandag-torsdag kl. 8-17 og fredag kl. 8-16

Er du fra industrivirksomhed på Industriens Overenskomst?
Kontakt os på 3377 3197 (Industrivagten)


Er du fra en byggevirksomhed?
Kontakt os på 3377 3850 (Byggerivagten)

Er du fra en transportvirksomhed?
Kontakt os på 3377 3199 (Transportvagten)

Har du spørgsmål om funktionærer?
Kontakt os på 3377 3198 (Funktionærvagten)

Er du fra en service-, kantine-, vaskeri- eller vagt- og sikkerhedsvirksomhed?
Kontakt os på 3377 4908 (Servicevagten)

Er du fra en anden branche eller i tvivl om, hvilken vagt du skal bruge?
Kontakt vores omstilling på 3377 3377

  Skriv til Juravagten

Relateret

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter