Arbejdstilsynet - AT
Arbejdstilsynet - AT - er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. AT fører tilsyn med virksomhederne, udarbejder regler og vejleder om arbejdsmiljø.
Hvis DI's medlemmer får besøg af Arbejdstilsynet, er det muligt for virksomheden at kontakte DI's arbejdsmiljøafdeling. Vi bistår og rådgiver arbejdsgiveren om forløbet af et tilsynsbesøg og kan hjælpe med tolkning af eventuelle reaktioner og påbud m.m.
Arbejdstilsynets organisation
Arbejdstilsynet er en styrelse i Beskæftigelsesministeriet, hvor beskæftigelsesministeren er den øverste chef.
Arbejdstilsynet består af en direktion og fire centre: Arbejdsmiljøfagligt Center, der bor på Østerbro i København, og tre tilsynscentre, der bor i henholdsvis Kolding (TC Syd), Hadsten (TC Nord) og København (TC Øst). Der er ca. 600 årsværk i Arbejdstilsynet, hvoraf hovedparten er ansat i tilsynscentrene.