Hjælp de unge med at få et godt arbejdsliv.

Foto: Getty Images
07.06.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Unges job i sommerferien

Mange unge vil gerne tjene penge i sommerferien. Få overblik over de særlige arbejdsmiljøregler, der gælder, når virksomheden beskæftiger unge.

De unges første møde med arbejdslivet er en vigtig indgang til rekruttering af nye medarbejdere. Virksomhederne har behov for, at de unge stifter bekendtskab med arbejdslivet i industrien med henblik på fremtidige uddannelsesvalg. 

Vær med til at sikre fremtiden - giv de unge en sikker start på arbejdslivet.

Overblik over reglerne (ikke udtømmende)

Under 13 år

Børn under 13 år må som udgangspunkt ikke udføre arbejde for en arbejdsgiver. Men de må gerne medvirke i en række former for kulturelle aktiviteter af erhvervsmæssig karakter, hvis man får tilladelse til det hos politiet. 

13-14 år

Unge, som er 13-14 år, eller ældre og stadig omfattet af undervisningspligten, må arbejde med lettere arbejde.

Det kan f.eks. være:

  • Lettere arbejde inden for landbrug, gartneri, rideskoler – f.eks. med fodring, udmugning, pasning af mindre husdyr og heste, bær- og frugtplukning
  • Lettere rengøring, oprydning og borddækning
  • Lettere manuel montering, dog ikke lodning og svejsning 
  • Lettere malearbejde, dog ikke sprøjtemaling 
  • Lettere budtjeneste, herunder piccoloarbejde og udbringning af aviser og reklamer
  • Lettere arbejde med bogopsætning på biblioteker
  • Lettere arbejde i butikker – f.eks. modtagelse, sortering, prismærkning og pakning af varer
  • Lettere ekspedition i forretninger, restauranter mv.

De væsentligste arbejdstidsregler for denne aldersgruppe er:

  • Arbejdet må ikke overstige syv timer og ikke mere end to timer på skoledage
  • De 15-årige må dog arbejde 8 timer på andre dage end skoledage
  • Der må ikke arbejdes aften og nat, dvs. arbejdstiden skal ligge mellem kl. 06.00 og kl. 20.00
  • Den ugentlige arbejdstid må maksimalt være 35 timer i andre uger end skoleuger - for 15-årige dog 40 timer.

Generelt gælder for denne aldersgruppe, at arbejdsgiver skal underrette forældre/værge skriftligt om arbejdets art, vilkår og karakter, herunder arbejdstidens længde, eventuelle sundhedsfarer, ulykkes- og sygdomsfravær og de sikkerhedsforanstaltninger, der er foretaget.

15-18 år

Unge mellem 15 og 18 år (endnu ikke fyldt 18), og som ikke er omfattet af undervisningspligten, må ikke beskæftiges ved bestemte former for farligt arbejde. Det forbudte arbejde fremgår af bilagene til bekendtgørelsen om unges arbejde.

I industrien omfatter det forbudte arbejde for unge under 18 år blandt andet en række farlige maskiner, kemiske produkter og fysiske belastninger ved løft.

Forbuddet mod det farlige arbejde gælder ikke en del af det arbejde, som indgår som et nødvendigt led i en erhvervskompetencegivende uddannelse i det omfang, det er nødvendigt for at gennemføre uddannelsen.

De væsentligste arbejdstidsregler for denne aldersgruppe er:

Der må normalt ikke arbejdes aften og nat, dvs. arbejdstiden skal ligge mellem kl. 06.00 og kl. 20.00. 

Der er dog visse undtagelser, som f.eks. inden for landbrug og restauranter, se § 23 i bekendtgørelsen om unges arbejde. 

Arbejdstiden for unge må ikke overstige den sædvanlige arbejdstid for voksne beskæftiget i samme fag, dog ikke mere end otte timer dagligt og 40 timer ugentligt.

Arbejdsgiveren skal føre tilsyn

Derudover skal arbejdsgiveren sørge for en grundig oplæring og instruktion af de unge, samt sikre at de unges arbejde udføres under effektivt tilsyn af en person, der er fyldt 18 år. Tilsynet skal være tilpasset arbejdets art.

Pauser og hvileperioder

  • Hvis den daglige arbejdstid er mere end 4½ time, skal der holdes en pause på mindst 30 minutter.
  • Der skal være to sammenhængende fridage hver uge (syv døgn). Hvis det ikke er muligt, skal det ene fridøgn ligge i tilslutning til en daglig hvileperiode. Et af fridøgnene skal normalt være en søndag.
  • Der skal være en hvileperiode på 12 timer for de 15-18-årige og 14 timers hvile for de 13-14-årige. Hvis der er undervisningspligt, gælder derudover, at skolegang tæller som hvileperiode.

Læs mere

Reglerne om unges arbejde reguleres efter alder og skolepligt. Se DI's site samt i Arbejdstilsynets Bekendtgørelse og AT-vejledninger. Vær opmærksom på bilagene.

Bekendtgørelse om unges arbejde Vejledning - undervisningspligtige Vejledning - ikke undervisningspligtige Særligt om erhvervspraktik

Merete Dengsøe

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4648
  • Mobil +45 2320 8715
  • E-mail mgsd@di.dk
Relateret