Corona pandemien kan udfordre planlægning af arbejdstiden.

Foto: Colorbox
17.03.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Corona, force major og hviletidsreglerne

Arbejdsmiljølovens regler om hviletid indeholder en force majeure-bestemmelse, som kan tages i brug i forbindelse med COVID-19 pandemien. Opdateret - muligheden gælder foreløbigt indtil den 10. maj 2020.

Arbejdstilsynet har gjort opmærksom på, at force major reglen i §5 i bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn kan anvendes i visse situationer under Corona pandemien.

Særligt pres på grund af COVID-19 ?

Dette betyder, at virksomheder, som kommer under et særligt arbejdsmæssigt pres på grund af COVID-19 pandemien – som fx hospitaler, døgninstitutioner, hjemmepleje og beredskab – kan fravige 11-timers reglen, hvis det er nødvendigt for at opretholde deres aktiviteter. Det kan også gælde for fx dagligvarelagre, som kommer under pres med levering af fødevarer til butikkerne. Force majeure-perioden for hviletidsreglerne gælder pt. frem til den 10. maj 2020.

I nødvendigt omfang

Reglen om, at ansatte skal have en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer i døgnet og et ugentligt fridøgn, vil kunne fraviges ”i nødvendigt omfang” i virksomheder, der er ekstraordinært arbejdsbelastede på grund af COVID-19 pandemien.

Arbejdstilsynet understreger, at arbejdet – også i en force majeure-situation – skal tilrettelægges, så de ansatte kan arbejde uden unødig risiko for deres sikkerhed eller sundhed.

Kompensation og midlertidig foranstaltning

Arbejdstilsynet oplyser endvidere, at medarbejderne skal have kompensation for de aflyste hvileperioder og fridøgn på et senere tidspunkt eller passende beskyttelse, hvis det rent undtagelsesvis ikke er muligt at kompensere medarbejderne med hvileperioder.

Endelig understreger Arbejdstilsynet, at der er tale om en midlertidig foranstaltning. Force majeure-situationen gælder derfor foreløbig i de uger, som regeringen har meldt ud, altså frem til den 10. maj 2020.

Læs mere

Information om fravigelse af hviletidsreglerne under Corona pandemien.

Arbejdstilsynets nyhed

Relateret