Trainée-ordning

Trainée-ordning for elever og lærlinge

Medlemmer af DI, der gerne vil have mulighed for at rekruttere unge, har mulighed for at ansætte 15-17-årige i et "arbejdsdreng-lignende" job i op til seks måneder.

Trainee-ordningen kan være en forsmag på en erhvervsuddannelsesaftale - ikke mindst for praktisk orienterede unge, som i fællesskab med en virksomhed overvejer et lærlingeforløb.

DI har indgået aftale med Dansk Metal om, at der kan etableres trainee-aftaler på tre områder. Det gælder virksomheder, som er medlem af DI, og som er godkendt til at have lærlinge inden for de pågældende erhvervsuddannelser. De tre områder er:

  • Auto
  • Smede- og industritekniker
  • IT- og Data

Det er også muligt at oprette trainee-forløb inden for træ- og møbelindustrien, hvor DI har indgået en aftale med 3F-Industri.

Særlig trainee-kontrakt

Organisationerne har fået de nødvendige godkendelser hos Arbejdstilsynet, så de unge kan deltage i normalt-forekommende arbejdsfunktioner inden for de tre uddannelsesområder.

Der skal udfyldes en speciel trainee-kontrakt for den aftalte periode, og kontrakten kan opsiges af begge parter med dags varsel. Trainee-timelønnen skal følge mindstebetalingssatsen for unge under 18 år (Industriens Overenskomst §22).

Yderligere oplysninger om trainee-ordningen samt bistand til oprettelse af en konkret trainee-aftale kan fås i DI's juravagt, tlf. 3377 3377

Relateret