Vi rådgiver dig

Prøvetid for lærlinge og elever

De første tre måneder af praktiktiden i en uddannelsesaftale for elever og lærlinge er prøvetid, hvor både eleven eller lærlingen og virksomheden frit kan opsige aftalen uden varsel og uden grund. I skal dog være opmærksomme på særligt beskyttede elever og lærlinge.

De første tre måneder af praktiktiden er vigtige

En uddannelsesaftale kan som udgangspunkt ikke opsiges ensidigt af eleven eller lærlingen eller virksomheden. Herved adskiller uddannelsesaftalen sig fra et almindeligt ansættelsesforhold.

De første tre måneder af praktiktiden i en uddannelsesaftale er dog prøvetid, hvor eleven eller lærlingen og virksomheden frit kan ophæve aftalen uden nærmere begrundelse og uden varsel.

Derfor har de tre første måneder af praktikforløbet stor betydning for, om der er et godt match mellem virksomheden og eleven eller lærlingen.

Virksomheden skal reagere hurtigt

I løbet af prøvetiden skal både eleven eller lærlingen og virksomheden vurdere, om de ønsker at fuldføre uddannelsesaftalen.

Hvis I er i tvivl om elevens eller lærlingens egnethed, skal I reagere hurtigt på det, inden udløbet af de første tre måneder af uddannelsestiden. Ellers vil aftalen være bindende for hele uddannelsestiden.

Derfor er det en god idé at følge op på, hvordan det går i løbet af prøvetiden.

Ophævelse af en uddannelsesaftale i prøvetiden skal ske på en særlig blanket, der skal indsendes til erhvervsskolen med det samme.

Hent blanketten på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside 

Særligt beskyttede elever og lærlinge

Elever og lærlinge vil i prøvetiden være beskyttet af blandt andet ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven.

Det betyder for eksempel, at I skal være særligt opmærksomme på ikke at ophæve uddannelsesaftalen i de situationer, hvor eleven eller lærlingen har oplyst om graviditet eller handicap.

Prøvetid i kombinationsaftaler

Hvis I har indgået en såkaldt kombinationsaftale, hvor flere virksomheder går sammen om at uddanne en elev eller en lærling, er der tilsvarende prøvetid på tre måneder.

Prøvetiden regnes fra den første praktikperiode i den første virksomhed, som senest tre uger før prøvetidens udløb skal orientere de øvrige praktikvirksomheder om forløbet af prøvetiden.

Forlængelse af prøvetiden ved skoleophold eller sygdom

Hvis eleven eller lærlingen skal på skoleophold i de første tre måneder af praktiktiden, forlænges prøvetiden med et tilsvarende tidsrum.

Det samme gælder, hvis eleven eller lærlingen er syg i mere end én måned.

Artikel opdateret den 03.04.23

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.