02.09.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Ejerleder hos DANpumper trækker gerne i arbejdstøjet

MÅNEDENS MEDLEM - DI’s afdeling for Ledelsesudvikling inviterer hver måned en medlemsvirksomhed til at åbne dørene og give os et indblik i arbejdet med at udvikle og optimere virksomheden. Månedens medlem i september 2019 er DANpumper ApS, hvor Johannes Ahrenkiel-Frellsen giver et indblik i sine udfordringer med at være leder og ejer af samme virksomhed.

Johannes Ahrenkiel-Frellsen er både ejer og leder i virksomheden DANpumper ApS. I virksomheden får han indfriet sit behov for professionel udfordring og en hverdag i konstant bevægelse. Men som ejerleder har man flere roller at udfylde, og vi har spurgt ind til, hvilke udfordringer der følger med, når man både ejer og leder samme virksomhed.
 
 

Hvilken rolle har du som ejerleder i produktionen?

Jeg har altid tænkt mig selv som en form for doktor – én man kun taler med, når der er noget galt. Det meste af tiden er jeg på “sidelinjen” og følger med uden at være aktiv i den daglige ledelse. Jeg kan faktisk bedst lide at løse problemer for andre, uden de ved, at problemerne er til. Jeg er dér, hvor jeg gør mest gavn for DANpumper og trækker derfor i arbejdstøjet 2-3 dage om måneden, hvis det er behovet.
 

Hvor henter du inspiration til at udvikle dine produkter?

Jeg er meget interesseret i ny teknologi og har altid været det, så længe jeg kan huske. Når kunders behov kræver, at der findes nye løsninger, så kombinerer jeg min og andres viden med mine kunders behov og prøver at finde en løsning.
 

Hvilke forventninger har du til dine ansatte?

At de erkender, hvad de kan og ikke kan, så er resten af vejen ligetil. Det lyder vældig meget nemmere, end det er. Jeg kæmper selv dagligt med at erkende, hvem jeg er, og hvad jeg kan gøre bedre.
 

Hvordan får du tid til at udvikle virksomheden?

Der skal ske noget, hvis jeg skal være med i længere tid. Derfor prøver jeg altid at få andre til at lave det gentagne arbejde. Jeg synes selv, jeg er blevet ganske god til at lade andre få rum til at tage over. Det sikrer, at jeg altid har tid til at udvikle virksomhedens produkter, og den måde vi tænker på som virksomhed.
 

Du er en del af DI’s faglige netværk for ejerledere. Hvad håber du at få ud af det?

Som leder er jeg blevet noget ensom, da familie, venner og ansatte omkring mig ikke har de samme udfordringer, som jeg har. Derfor bliver samtalerne om mit arbejde tit noget kortere, end jeg kunne ønske mig. Det faglige netværk, tænker jeg, skaber balance for mig, og jeg får sparring til teorier og tanker om ledelse, som jeg finder utroligt spændende og voldsomt udfordrende. Det er vist et emne, jeg aldrig kommer til at finde kedeligt og trivielt.
 
  

Tre gode råd til andre ejerledere

1. Sælg aldrig ud af din integritet. Du bestemmer, hvor langt du vil gå og i hvilket tempo.

2. Grundlæggende ansætter og fyrer man for sent, så tro på din mavefornemmelse.

3. Husk at holde mindst 6 ugers ferie om året. Så giver du også dine ansatte mulighed for at vise, hvad de kan.

Kort om DANpumper ApS

DANpumper ApS blev stiftet i 2011, og Johannes Ahrenkiel-Frellsen købte 50 pct. af virksomheden i december 2012. I december 2014 valgte hans makker at sælge sin andel til Johannes Ahrenkiel-Frellsen, og siden da har Johannes Ahrenkiel-Frellsen været eneejer og leder af DANpumper. I januar 2015 blev den første medarbejder ansat, og i dag har virksomheden otte ansatte. I starten var der ikke meget at lave, da det er en tung branche at arbejde sig ind på. I ventetiden gik vi i gang med at udvikle et pumpeprogram og pumpestyringer samt at finde de rigtige leverandører. Den svære startfase var en rigtig god investering, der skabte et godt fundament for virksomheden. Brøndbranchen er domineret af tre store spillere og en underskov af mindre spillere. DANpumper ApS skiller sig ud ved at have et omfattende egenproduceret varelager, som gør, at de altid er parat til at rykke ud med meget kort varsel.

Læs mere om DANpumper ApS her

Netværk for ejerledere

Er du ejerleder i en lille eller mellemstor virksomhed? Har du fokus på forretningsudvikling, strategi og ledelse? Vil du have sparring i forhold til daglige og operationelle opgaver? Trænger du til at blive beriget og udfordret i din rolle af andre ligesindede? Kom med i DI’s netværk for ejerledere, hvor du bliver en del af et professionelt fællesskab.

Tilmeld dig her
Skrevet af:

Ben Banemann

Relateret