25.03.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Træffer du mange svære beslutninger? – Så gå en tur!

En af de helt centrale kompetencer som leder er evnen til at træffe beslutninger. I den aktuelle situation med coronavirusen ser vi konsekvenserne af de svære beslutninger, som ledere træffer rundt omkring i virksomhederne. Det er tydeligt for os alle, at konsekvenserne af beslutningerne er omfattende og kan få langvarig betydning. Men vi ser ikke, hvordan beslutningerne er blevet truffet, hvad de er påvirket af, og hvilket mod det har krævet hos lederne i en tid med stor usikkerhed og kompleksitet.

Hvordan træffer vi beslutninger?

I lyset af ovenstående er det indlysende – ikke mindst i disse coronatider – at vi ønsker, at beslutninger træffes efter fornuftige overvejelser, hvor situationen er analyseret og forskellige løsninger er opstillet og afvejet, og hvor der er klare kriterier for beslutningen. Det, vi ikke ønsker, er, at beslutningerne alene træffes ud fra umiddelbare følelsesmæssige indskydelser og måske nærmest per refleks ud fra devisen ”Jeg må jo gøre noget …”. Dette vil ofte medføre, at beslutningerne senere skal ændres, og dermed kan der følge en række negative konsekvenser i forhold til de resultater, der skal skabes – og måske også i relation til tilliden fra medarbejdere, kunder, samarbejdspartnere m.fl.

Det at træffe beslutninger er en mental proces, som foregår i hjernen, hvor forskellige elementer og stoffer arbejder sammen i et kompliceret setup. Det kan meget forenklet betragtes som, at der på den ene side er et ”alarmsystem” i hjernen, som reagerer hurtigt og automatisk, og speeder beslutningsprocessen op, og på den anden side en modvægt, som bremser processen og giver plads til nye input, som f.eks. forskellige valgmuligheder og nye løsninger.

En dårlig nyhed og to gode

Den dårlige nyhed er, at vores hjerne kan drille os i forhold til ovenstående, hvilket kan medføre de irrationelle og uhensigtsmæssige beslutninger, som vi gerne vil undgå. Den gode nyhed er, at vi kan udvikle den del af hjernen, som hjælper os med de fornuftige overvejelser, når vi skal træffe beslutninger. Den endnu bedre nyhed er, at det alene kræver, at vi går en tur!

Træn din beslutningskompetence

"Jeg tænker bedre, når jeg går ...!" Det er en formulering, som er hentet fra professor Bente Klarlund Pedersens bog; "Gå-Bogen – gå, så går det nok". Interessant læsning om, hvordan det i dag er dokumenteret, at det at gå påvirker vores mentale kapacitet positivt. Der er tre markante gevinster, som ledere kan få gavn af:

  • For det første påvirker og udvikler gåture den del af hjernen, der gør, at vi bliver bedre til at tænke os om, og dermed i mindre grad reagerer automatisk og irrationelt på de følelsesmæssige påvirkninger. Koncentrationen styrkes og vores evne til at løse problemer og træffe svære beslutninger styrkes, når vi går.
  • Dernæst påvirkes vores humør og energi positivt af gåturene. Lederne kan især i krisetider stå alene og skal samtidigt finde veje til at håndtere presset og bevare optimismen. Et højt energiniveau og et godt humør vil være gode skridt på vejen – både for lederen selv og for personerne rundt om lederen, og dermed også for organisationen.
  • Endelig styrker gåturene vores kreativitet. Undersøgelser viser, at ved at gå en tur vil kreativiteten forbedres hos 60 pct. af os. Dette gælder særligt evnen til at se mange forskellige løsninger og til at få nye idéer. Elementer, som er helt afgørende, når svære beslutninger skal træffes.

30 minutters gåtur er svaret

En gåtur på 30 minutter kan gøre det. Mon ikke den investering kommer mange gange igen både ift. de forretningsmæssige resultater, når beslutninger og løsninger får en højere kvalitet, og i relation til følgeskabet fra medarbejdere, der oplever en leder, der udstråler optimisme – også i svære tider.

Hvis du tænker, at det bliver svært at finde tiden er du formentlig ikke alene. Det kræver mod at vælge gåturen, at sætte tempoet ned og være åben over for nye tanker og løsninger – og ikke per refleks gribe til handling. 

Ikke at handle kan være anstrengende for mange ledere, idet ledere ofte kommer fra en hverdag, som stimulerer handling – bl.a. fordi det giver selvtillid og en oplevelse af at få gjort noget ved tingene. Handling er naturligvis helt relevant og nødvendig, men også i den aktuelle coronakrise er det afgørende, at den beror på fornuftige overvejelser og solide beslutninger – og det får du mere af, når du vælger gåturen først.

God tur!

Kilder: Inspireret af ”Gå-Bogen – gå, så går det nok” af professor Bente Klarlund Pedersen og af ”Hjernestærk – sådan styrker du din hjerne med motion og træning” af overlæge og civiløkonom Anders Hansen.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.