Getty Images

01.04.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Fem gode råd til ordentlige opsigelser

Efter en tid, hvor mange virksomheder har oplevet, at der var mangel på den nødvendige arbejdskraft, står mange ledere lige nu med den modsatte udfordring og kigger ind i et behov for at opsige medarbejdere, som en konsekvens af corona-krisen. Medarbejdere, som virksomhederne forhåbentlig meget hurtigt får brug for at ansætte igen, når verden åbner sig på ny.

Lige nu er der et stort fokus på at holde virksomhederne funktionsdygtige og sikre, at der blive truffet relevante og nødvendige beslutninger. I den aktuelle situation er det mange steder en vigtig del af ledelsesopgaven at opsige medarbejdere og at gøre det på en måde, så de selvsamme medarbejdere, som vi må sige farvel til lige nu, også fungerer som ambassadører for virksomheden.

Dine opsagte medarbejdere er dine ambassadører

Det må være lederens ambition at bidrage til, at medarbejdere, der forlader virksomheden, fortsat er ambassadører for virksomheden. Dette vil tjene flere formål. For det første gør det en forskel for de medarbejdere, der bliver tilbage i virksomheden, at kunne betragte, hvordan de selv vil blive behandlet, hvis de skulle blive opsagt. Dernæst vil det kunne bidrage positivt til virksomhedens omdømme og f. eks. have en positiv effekt på investorers opfattelse af virksomheden samt ikke mindst at gøre det nemmere at tiltrække de mest kompetente medarbejdere fremadrettet. Endelig har det i sig selv værdi at behandle medarbejdere ordentligt – ikke mindst set i lyset af, at de har tjent virksomheden og været en del af de resultater, som er skabt indtil nu.

Råd nr. 1 – få styr på juraen og alle detaljerne
Undgå at lave fodfejl i en så vigtig proces, som en opsigelse er – for begge parter. Som medlem af DI er der altid hjælp at hente på di.dk eller jura@di.dk, hvor vores jurister sidder klar til at hjælpe og guide dig gennem alle de detaljer, du skal have styr på for at gøre klar til en velfungerende opsigelsesproces.

Råd nr. 2  gør dig umage og forbered dig
Det kan mærkes, når du har gjort dig umage og forberedt dig grundigt på de opsigelsessamtaler, du er ansvarlig for at planlægge og gennemføre. Det gør sig gældende uanset, om du skal opsige en enkelt medarbejder eller der er tale om større grupper af medarbejdere.

Sørg for at vælge et sted og tidspunkt for opsigelsessamtalen, som bedst fungerer med virksomhedens rytme, og undgå i videst muligt omfang at opsige medarbejdere lige op til weekend eller ferie. Find et sted, hvor I kan gennemføre samtalen i fred og ro, og sæt tid af til, at det ikke opleves som hastværk.

Råd nr. 3 – hav styr på samtalen
Følg følgende trin i opsigelsessamtalen og forbered dig inden samtalen på, hvad du vil sige under hvert trin:

  • Indledning – fortæl medarbejderen, at det bliver en vanskelig samtale og orientér om baggrunden for opsigelsen – Hvordan det står til i virksomheden og hvad det er, der gør, at du har været nødt til at skride til opsigelse(r).
  • Budskabet om opsigelse af den enkelte – fortæl medarbejderen, at han/hun nu bliver sagt op. Sørg for, at der er tid til og plads til reaktioner og vær opmærksom på ikke at gå ind i personrelaterede drøftelser omkring, hvem der i øvrigt opsiges, og hvordan beslutningerne om antal og enkeltpersoner er truffet. Du har truffet en ledelsesbeslutning, og den skal du stå ved – uden at du behøver at uddybe yderligere.
  • Vilkårene – beskriv vilkårene i opsigelsen og sørg for at have disse med på skrift, så medarbejderen kan få dem med at læse efterfølgende. På dette tidspunkt af samtalen er det ikke alle, der har overskud til at lytte til alle detaljer.
  • Afslutning – rund samtalen af med at lave en aftale om, at I tales ved en af de kommende dage, og at medarbejderen er velkommen til at kontakte dig.

Råd nr. 4 – der er også et ’bagefter’
Husk, at der er en tid efter opsigelsessamtalen, hvor du stadig har en ledelsesopgave i forhold til de(n) opsagte medarbejder(e) og de medarbejdere, som stadig er ansat i virksomheden.

Hvordan du håndterer den periode afhænger bl.a., om den opsagte medarbejder er fritstillet eller stadig skal møde på arbejde i opsigelsesperioden. Det er vigtigt at sørge for, at alle – både den opsagte medarbejder og vedkommendes kolleger – kommer igennem den efterfølgende tid på den mest konstruktive måde. Lyt og giv plads til reaktioner og sørg for at infomere de tilbageværende medarbejdere endnu mere, end du plejer.

Råd nr. 5 – tag hånd om dig selv
Vær opmærksom på, at du som leder må kunne adskille lederrolle og person. Det er lederrollen, der er i spil – ikke lederen (dig) som person. Uanset hvilke reaktioner, du måtte blive mødt med, er de ikke rettet mod dig som person (selv om det nogen gange kan opleves sådan), men den vigtige rolle, du varetager som leder – også når der skal træffes svære og forretningskritiske beslutninger. Hvis du har gjort dig umage, kan både de opsagte og de tilbageværende medarbejdere mærke det. Og sandsynligheden for at dine medarbejdere både fungerer som ambassadører for virksomheden og har lyst til at komme tilbage, når der igen bliver behov for deres kompetencer og kræfter, vil være langt større.

  

Relateret