29.04.20 HR, Ledelse og Uddannelse Nyheder

Virtuel ledelse nu og i fremtiden – en ny virkelighed stiller nye krav til ledelse

En række ledere fra DI's medlemsvirksomheder bidrager lige nu til et ’lyn-forskningsprojekt’ med fokus på opsamling af erfaringer, læring og ny viden om virtuel ledelse i danske virksomheder og organisationer. Viden, som ikke må gå tabt, når ’corona-støvet’ har lagt sig, og hverdagen melder sig. Læs med her og få indsigt i, hvordan du løbende kan følge med i de vigtigste resultater fra projektet, samt ikke mindst deltage i de arrangementer, der vil blive afholdt for at brede den nye viden og inspiration ud til flest mulige ledere og HR-professionelle.

De erfaringer, vi får med virtuel ledelse under corona-krisen, er af stor vigtighed for fremtidig ledelse. Derfor stilles der i projektet skarpt på, hvilke blivende effekter de nye erfaringer med virtuel ledelse får, samt i hvilket omfang ledelse under corona sætter varige spor i fremtidig ledelse – og om samarbejdet på arbejdspladser vil ændre sig permanent eller, om vi hurtigt vender tilbage til den gamle måde at gøre tingene på, når krisen er ovre. Det er fokus i et forskningsprojekt, som netop er igangsat i et samarbejde mellem FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet og Department of Strategy and Innovation på CBS.

Ledelse på nye måder

Corona-epidemien har på ekstremt kort tid ændret mange menneskers arbejdsformer. I løbet af få dage har mange skullet finde måder at arbejde hjemmefra, samtidig med at nye veje til at skabe balance i arbejdslivet skulle etableres.

På virksomhedsplan har mange ledere oplevet at skulle lede samtaler og møder på nye måder. Mange havde måske prøvet at holde virtuelle møder med andre ledere, men personaleledelse af medarbejdere via virtuelle platforme er for mange ledere noget helt nyt. På nogle virksomheder er flere medarbejdere sendt hjem for at arbejde, mens andre stadig møder op på virksomheden hver eneste dag. Det kan skabe nye balancer og måske også spændinger mellem medarbejdergrupper; nogle kan føle sig mere direkte værdsat end andre. Ligesom nogle kan gå glip af både formel og uformel information, når de arbejder hjemme. Også den form for problematikker skal kunne håndteres i et virtuelt ledelsesrum.

Produktivitet med børn på skødet

Mange af de ledere og medarbejdere, der under normale forhold sagtens kan arbejde hjemme uden problemer, må under krisen gøre det under andre forhold, fordi også børnene i familien er hjemme. Det er en helt ny problemstilling for mange ledere – for hvordan forholder man sig til produktivitet under betingelser, hvor medarbejdere må prioritere tiden i løbet af et døgn på nye og langt mere fleksible måder?

Hvor skal vi hen?

På den lidt længere bane disrupter corona-krisen potentiel måden vi organiserer os på i hverdagen på arbejdspladsen, og det kan potentielt have både individuelle og kollektive konsekvenser. Efteruddannelse sættes mange steder i bero for en tid, ligesom der mange steder er (midlertidigt) ansættelsesstop. Hvor de første uger af krisen rettede sig mod at løse problemer her og nu, må det forventes, at der relativt hurtigt bliver behov for, at ledelsen sætter nye mål, som løbende tilpasses den givne situation. Både for virksomheden som helhed og for den enkelte medarbejder. Sker det ikke, gennemsyres organisationen sandsynligvis af usikkerhed, hvilket påvirker produktiviteten.

Hvad kommer der ud af projektet?

Projektet er et samarbejde mellem Københavns Universitet, CBS og DI. Formålet med projektet er at belyse, hvordan ledere tackler personaleledelse virtuelt under corona-krisen. Behovet for at lede virtuelt har stillet nye krav til danske ledere, og projektet bidrager med viden om virtuel ledelse, som er nødvendig for både at kunne arbejde i – og komme videre fra – krisesituationer som den nuværende corona-krise.

Samtidig bidrager projektet både med håndgribelige tiltag, som virksomheder konkret og hurtigt kan tage i anvendelse, samt undersøger, hvilke blivende effekter corona-krisen har på virtuel ledelse.

  

vil du vide mere?

Læs med her i vores nyhedsbrev (tilmeld dig her), hvis du vil følge med i, hvad vi finder ud af undervejs i forskningsprojektet og tilmeld dig DI's LEDER:BOX 17. december, hvor du får indsigt i den samlede viden, erfaringer og læring omkring virtuel ledelse fra forskningsprojektet.

Projektet ledes af lektor Steen E. Navrbjerg fra FAOS, Københavns Universitet og professor Dana Minbaeva, Department of Strategy and Innovation.

Du er velkommen til at kontakte Danielle Bjerre Lyndgaard, DI på dbl@di.dk, hvis du vil vide mere om projektet.

Læs mere om LEDER:BOX og tilmeld dig her.

Relateret