06.08.20 HR, Ledelse og Uddannelse Nyheder

Sæt fokus på værdiskabende arbejde – hvad har vi lært af corona-krisen og hvordan bringer vi det med videre ind i fremtiden?

I 2018 skrev antropolog Dennis Nørmark bestselleren ’Pseudoarbejde’ om, hvordan en del af vores arbejdsliv ind i mellem kan fyldes med tidskrævende og ikke altid lige værdiskabende opgaver. I lyset af den nationale nedlukning i forbindelse med Corona udfordrer Nørmark os på, hvordan vi får sat endnu større fokus på, om vi laver værdiskabende arbejde.

  

På den kommende LEDER:BOX i DI løfter han sløret for en række interessante indsigter i vores daglige arbejde, der er skabt af kravet om mere hjemmearbejde og en måske hidtil uset fokusering på de vigtigste arbejdsopgaver.

Det er nu, vi skal finde ud af, hvad vi lærte af corona-krisen. Hvad var det, vi gjorde anderledes, som fungerede rigtig godt? Hvad var det, vi opdagede, at vi måske slet ikke behøver at gøre længere eller måske med fordel kan gøre på en ny måde? Og hvordan tager vi alle de positive og vigtige erfaringer med os ind i fremtiden?

Hvordan gør vi nye erfaringer til gode vaner?

Når vi er pressede på tid og nødt til at prioritere, bliver det ind i mellem tydeligt for os, hvad det er for opgaver, der ikke et helt lige så vigtige som de andre, – og måske dukker der ind i mellem også opgaver op, som vi slet ikke behøver at udføre.

På den kommende LEDER:BOX hjælper Dennis Nørmark os med at bruge corona-krisens læring til at blive bedre til at holde fokus på at udføre endnu mere værdiskabende arbejde i hverdagen. Det nemmeste i verden er at falde tilbage i gamle vaner, og det ville være ærgerligt, hvis vores nye erfaringer ikke bliver omsat til nye vigtige handlinger i hverdagen.

Tillid på distancen

Mange ledere har enten erfaret eller er blevet bekræftet i, at de sagtens kan have tillid til deres medarbejdere og mange har oplevet, at medarbejderne – og de selv – har været endnu mere produktive end de plejer, fordi de har arbejdet hjemmefra og har kunnet arbejde uforstyrret og fokuseret. Selv om de fleste af os også har brug for samværet med vores kolleger og medarbejdere, og selv om ikke alle opgaver egner sig lige godt til at blive løst individuelt, er det blevet tydeligt, hvor vigtigt det er at finde den rette balance mellem at følge op ledelsesmæssigt og samtidig kunne give slip, når det er det mest hensigtsmæssige.

Hvordan kommer vi tilbage til ’normalen’?

Kom og få inspiration til, hvordan der kan komme noget godt ud af at blive tvunget væk fra vores faste arbejdsvaner. Hvordan det kan give os en stærkere fornemmelse for, hvad der er de vigtige og værdiskabende opgaver. Det bliver der nemlig rig lejlighed til at forholde sig til på LEDER:BOX  11. september, hvor Dennis Nørmark også vil drøfte, hvordan vi vender tilbage til normalen igen uden at træde tilbage i vanens hamsterhjul.
  

LEDER:BOX

Du kan læse mere og tilmelde dig LEDER:BOX – både den kommende og fremtidige LEDER:BOXe – her: di.dk/LEDERBOX

Du er også velkommen til at kontakte Susanne Praefke Svendsen på sps@di.dk eller Danielle Bjerre Lyndgaard på dbl@di.dk

Relateret