08.01.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Fremover udbetales VEU-godtgørelse ikke til P-numre

UDDANNELSE. Fra den 1. januar 2019 kan der alene udbetales VEU-godtgørelse og tilskud til befordring til SE-numre og ikke til P-numre.

AUB overtager udbetalingen den 1. januar 2019

Den 1. januar 2019 overtager Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) udbetalingen af VEU-godtgørelse og befordringstilskud.

I den forbindelse vil det fremover kun være muligt at få udbetalt VEU-godtgørelse og befordringstilskud til Nemkontoen tilknyttet virksomhedens CVR-/SE-nummer.

Hidtil har VEU-godtgørelse og befordringstilskud kunnet blive udbetale til Nemkontoen tilknyttet et specifikt P-nummer. Det vil dog af tekniske grunde ikke være muligt for kurser opstartet efter den 1. januar.

Som en hjælp vil virksomhederne stadig kunne finde frem til det tilhørende P-nummer, da P-nummeret vil fremgå af afgørelsesbrevet, som AUB sender i forbindelse med udbetalingen af VEU-godtgørelse og befordringstilskud.

Følge af trepartsforhandlinger

Som følge af trepartsaftalen fra oktober 2017 flyttes udbetalingen af VEU-godtgørelse og tilskud til befordring fra den 1. januar 2019 til AUB.

Formålet er at styrke mulighederne for efter- og videreuddannelse ved at samle ansøgningen og udbetalingen af VEU-godtgørelse og styrke den faglige bæredygtighed, så flere benytter sig af VEU-ordningen.

Relateret