Mangfoldighed på arbejdspladsen

Danske virksomheder har brug for alle dygtige og talentfulde medarbejdere uanset deres køn, alder, nationalitet, handicap, seksuelle orientering eller kønsidentitet. Alle kompetencer og ressourcer skal i spil, så danske virksomheder kan tiltrække og fastholde den nødvendige arbejdskraft og de bedste talenter.

Mangfoldighed er en ressource, som kan bidrage til virksomheders udvikling, succes og vækst. Det handler om at udfolde og drage nytte af medarbejderes forskellige kompetencer til gavn for forretningen og for den enkelte medarbejder.

Mangfoldighed og forskellighed kan styrke virksomheders konkurrenceevne. Nye forretningsmæssige ideer kan opstå, når man udnytter de ressourcer og den forskellige viden, som en mangfoldig medarbejderstab ligger inde med f.eks. ift. at forstå forskellige typer kunder og for at afkode nye markeder og derigennem erobre markedsandele.

Et fokus på mangfoldighed kan desuden styrke virksomheders omdømme som arbejdsplads. For ud over at være produktive og innovative skal virksomheder også være attraktive. Det handler om at tiltrække og fastholde medarbejdere fra både ind- og udland. Ved at afspejle, favne og vægte mangfoldighed kan en virksomhed styrke sit brand som arbejdsplads og få flere gode ansøgninger. Mangfoldighed kan også være en parameter, som nuværende og potentielle kunder og samarbejdspartnere vægter højt.

Find viden om og gode råd til hvordan du arbejder med mangfoldighed på arbejdspladsen:

 

Lovkrav til virksomheder

Loven ’Måltal og politik for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen’ omfatter de største danske virksomheder og dermed de samme virksomheder, der er forpligtet til at redegøre for deres arbejde for samfundsansvar efter årsregnskabslovens § 99 a.

Det er således virksomheder, der aflægger regnskab efter reglerne for store virksomheder i regnskabsklasse C og alle virksomheder, der aflægger regnskab efter regnskabsklasse D.

Ved ”store” virksomheder forstås virksomheder, der overskrider to af følgende kriterier i to på hinanden følgende regnskabsår, jf. § 7, i årsregnskabsloven:

  • En balancesum på 156 mio. kr.
  • En nettoomsætning på 313 mio. kr. og
  • Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 250.

Siden 1. april 2013 har de største danske virksomheder skullet

1) opstille et måltal for andelen af det underrepræsenterede køn blandt bestyrelsens generalforsamlingsvalgte medlemmer, hvis virksomheden ikke har en ligelig kønsfordeling

2) udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer (gælder for virksomheder med over 50 medarbejdere)

3) Virksomhederne skal årligt redegøre for status for opfyldelsen af det opstillede måltal, herunder for hvorfor virksomheden i givet fald ikke har nået den opstillede målsætning samt til at redegøre for den udarbejdede politik.

Virksomheder, der har en ligelig fordeling af mænd og kvinder i bestyrelsen eller den øvrige ledelse, har ikke pligt til at opstille et måltal eller udarbejde en politik. Ved en ligelig kønsfordeling forstås en fordeling på 40/60 pct. af henholdsvis kvinder og mænd eller det antal/pct. som ligger tættest på 40 pct.
Det er uden betydning, om det er kvinder eller mænd, der udgør 40 pct. eller 60 pct.

Yderligere information

Læs mere om reglerne på Erhvervsstyrelsens hjemmeside

Find vejledning til reglerne her

Gode eksempler på afrapportering

DI har sammen med FSR gennemgået en række årsrapporter og fundet nogle gode eksempler på afrapportering om måltal og politikker ihh. til den danske lovgivning.

DI har desuden, sammen med FSR, skrevet en større artikel i Revision & Regnskabsvæsen (september 2017) om den danske lovgivning og afrapportering i henhold hertil. Artiklen kan rekvireres ved at kontakte Richard B. Larsen på rbl@di.dk

Find de gode eksempler på afrapportering her:

Afrapportering om måltal

Afrapportering om politikker

Tjekliste

FSR-Danske Revisorer har udarbejdet en tjekliste, som giver et overblik over den gældende lovgivning, virksomhedens pligter og revisors pligter i forhold til reglerne om den kønsmæssige sammensætning af ledelsen og den årlige redegørelse herom.

Find tjeklisten her

Anna Leclercq Vrang

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3631
  • Mobil +45 2728 7631
  • E-mail anlv@di.dk