Kundeservicechef Jonas Arndal, Odense Marcipan A/S

24.03.21 HR og ledelse Nyheder

Ny i lederjobbet under corona: Det var meget turbulent

Jonas Arndal, der er kundeservicechef i Odense Marcipan A/S, trådte til som leder få måneder inden, coronakrisen ramte. Det var en stejl læringskurve for den unge chef, der med støtte fra DI tog udfordringen op.

Det var ikke længe, Jonas Arndal fik tid til at vænne sig til det nye lederjob som kundeservicechef i Odense Marcipan A/S. 1. januar 2020 trådte han til i jobbet, kun få måneder før forårets nedlukning. 

– Det har været meget turbulent. Vi stod overfor markedsudfordringer, vi ikke har set før. Vi har altid haft godt styr på vores afsætning og sæsoner, men alt fra afsætning til eksport ændrede sig, siger Jonas Arndal.

Halvt så ung som medarbejderne 

Én af de største bekymringer for Jonas Arndal, da han trådte til som chef, var om hans kolleger ville acceptere ham som ny leder. Da han kom til virksomheden for fem år siden, var det nemlig som elev i selv samme afdeling. Jonas Arndal færdiggjorde sin elevuddannelse i afdelingen, og da chefen sidste år annoncerede sin kommende pension, fik Jonas Arndal tilbudt stillingen: 

– Det er meget specielt, når man bliver chef for de kolleger, der har oplært én. Heldigvis var der ingen sure miner, og flere har sidenhen fortalt, at de så det som et oplagt valg. Men jeg er chef for nogle, der er dobbelt så gamle som mig, så jeg overvejede da, om de kunne se op til mig som chef, siger Jonas Arndal. 

   

Hvis mine medarbejdere ikke kan lide den måde, jeg leder på, vil jeg høre det direkte. Kundeservicechef Jonas Arndal, Odense Marcipan A/S

 

Støtte fra DI hjalp under corona

Som en del af den nye forfremmelse fik Jonas Arndal mulighed for at tage på DI’s lederuddannelse, der særligt henvender sig til nye ledere eller som ikke allerede har ledelsesuddannelse. På uddannelsen får man viden og redskaber inden for ledelse, ligesom man bliver mere klar over sin egen rolle som leder. Netop denne del var en støtte for Jonas Arndal, da han skulle håndtere coronakrisen og nedlukninger på arbejdspladsen:

– Jeg har lyttet til de behov, der har været i forhold til hjemmearbejde. Nogle havde svært med at nå det hele derhjemmefra, mens andre trives godt med hjemmearbejde. På DI’s lederuddannelse lærte jeg f.eks., at det var en god idé med faste ugemøder, så det bruger vi nu.

– Uddannelsen åbnede op for nye tankebaner. Jeg fik mange gode værktøjer med, der hjalp mig med min kommunikation med medarbejderne.

   

Jeg er fortaler for det digitale – det er min fordel i organisationen. Kundeservicechef Jonas Arndal, Odense Marcipan A/S

 

Restaurantbesøg erstattet af julekonfekt

Én af de ting, der særligt overraskede Jonas Arndal ved 2020, var den store ændring i virksomhedens efterspørgsel. Der var fortsat salg, men i andre kategorier og områder, end Jonas Arndal var vant til:

– Vi gik fra at have store forventninger til året, til at alt så dystert ud.  Det, vi mistede fra restauranter og kantiner, kom så til gengæld tilbage fra dagligvarehandlen. Vi har været helt ude i torvene med planlægning af produktmixet og skulle tænke helt anderledes, fortæller Jonas Arndal.

– Svenskerne har f.eks. generelt haft stor efterspørgsel i bagekategorien, fordi de har været hjemsendt. Når forbrugerne ikke har mulighed for at gå ud at spise, så må de jo lave noget andet. Så bliver de hjemme og laver julekonfekt i stedet for at tage til julefrokost, siger han.

   

Poul Holck

Poul Holck

Teamleder, Ledelse og HR

  • Direkte +45 3377 3071
  • Mobil +45 2960 8898
  • E-mail poho@di.dk

Relateret

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter