20.01.22 Vi rådgiver dig Blog

Tag HR med ved bordet og få en stærkere strategi

HR-fagligheden er en styrke for hele forretningen, når den bliver sat strategisk i spil, blogger chefkonsulent i DI, Per Geisler Hansen.

Per Geisler Hansen
Foto: Per Geisler Hansen, DI

I 2015 skrev Harvard Business Review (HBR) på forsiden: "it's time to blow up HR and build something new" og nu seks år efter skriver Børsen, at HR rykker tættere på topledelsen og forretningen. Er det en tilfældighed?

Harvard Business Review satte fokus på en dobbelthed i HR-faget: på den ene side hævder alle at besidde en HR-faglighed. På den anden side har den virkelig dybe HR-faglighed aldrig været vigtigere – vel at mærke hos HR-direktøren. Det er egentlig ironisk, at denne dobbelthed eksisterer, hvor HR i nogle organisationer konstant skal forsvare sig og kæmper med at blive respekteret, mens de i andre organisationer spiller en helt central og progressiv rolle.

I min ordbog er det noget, HR selv kan og skal gøre noget ved.

HR skal lære at tale business  

Mange siger, at HR kun taler med HR om HR. Hvis det er rigtigt, lukker HR sig om sig selv og bliver uinteressante. HR-afdelingen skal kunne forstå forretningen i dybden, men bidrage med det, de er gode til – nemlig HR.

De skal vise, hvordan HR kan gavne forretningen og være en del af den strategiske dialog i topledelsen. Når HR sidder med i topledelsen, kalder det altså på en helt ny type HR-direktør, som kan tale forretningens sprog.

MEN: hvis det nye behov for forretningsforståelse medfører, at man tager folk fra andre dele af organisationen og gør dem til HR-direktører, løser det efter min mening ikke problemet. Det svære, men rette valg er at finde de profiler, der kan forretningen samtidig med, at de er forankret i en stærk HR-faglighed. Den gode HR-person har også arbejdet udenfor HR.

Når man trækker HR ind i topledelsen, må det være fordi, der er brug for HR-faglighed i topledelsen. Denne faglighed skal være den optik, HR-direktøren ser på forretningen, markedet og samfundet med, og kan gøre det i mødet med topledelsen. Fagligheden er i rummet. Man skal ikke hjem og spørge i sit bagland. Hvis HR-direktøren skal hjem og spørge sine medarbejdere, fordi den HR-faglige værktøjskasse ikke er god nok, er løbet kørt og de strategiske beslutninger truffet – uden bidrag fra HR.

Fremtidens HR-direktør mestrer nye kompetencer

At kunne mestre denne faktabaserede HR-faglighed i den forretningsstrategiske dialog er det stof, fremtidens HR-stjerner er skabt af. Det gode råd til HR er derfor: kend den forretning, I er en del af, og hav styr på jeres egen forretning med relevante fakta og analyser. Så kan I proaktivt og på forkant styre virksomheden godt mod de krav og behov, fremtiden kalder på, for organisationen og de, der er i den.

HR som strategisk sparringspartner er en central rolle for HR og for virksomheden og bør være rammesættende for, hvad HR ellers skal beskæftige sig med. I en tid med hybride arbejdspladser, mangel på arbejdskraft og en rivende teknologi- og bæredygtigheds dagsorden vokser betydningen af virksomhedernes image. I kampen om at tiltrække og fastholde gode medarbejdere spiller HR en central rolle i at sikre, at virksomhederne gør det, de lover og at oplevelsen som ansat svarer til forventningen inden tiltrædelsen. Det er en dagsorden, der skal italesættes og drives af HR – i topledelsen. Vi vil alle kunne identificere os med den virksomhed, vi arbejder i.

Så konklusionen er klar:

HR har aldrig været vigtigere for forretningen – og det er ikke en tilfældighed.

Relateret indhold