Rådgivningsdirektør Kinga Szabo Christensen, DI

13.11.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Cor­ona­kri­sen un­der­stre­ger be­ho­vet for at styr­ke dansk kon­kur­ren­ce­ev­ne

Coronakrisen har udløst en historisk nedtur for danske eksportvirksomheder. I flere måneder har der været lukket for adgang til Danmarks vigtigste eksportmarkeder, og rejserestriktioner udfordrer virksomhedernes muligheder for salg og markedsføring på den globale markedsplads.

Det har tvunget mange virksomheder til at gentænke deres forretningsmodel og søge efter nye salgskanaler.

Ifølge Eksportens dna, der er en videnskabeligt bevist og praktisk opskrift på eksportsucces, er udenlandske medarbejdere en af de faktorer, der kan styrke danske virksomheders konkurrenceevne.

Opskriften er baseret på forskning og er udviklet af Danish Export Association og Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms, Aarhus Universitet, BSS.

Hvis man vil have succes på et udenlandsk marked, er lokalkendskab helt afgørende.

Det er eksempelvis nemmere at opbygge et salgsnetværk i Frankrig, når du har en franskmand til at hjælpe dig. Generelt styrker mangfoldighed innovation og eksport. Forskning viser, at virksomheder med internationale medarbejdere er mere innovative, produktive og eksporterer mere end virksomheder uden.

Det er Go International-projektet, der er støttet af Industriens Fond, et godt eksempel på. Efter kun seks måneder rapporterede 81 pct. af de deltagende små og mellemstore virksomheder, at internationale medarbejdere havde en positiv effekt på eksporten.

Alle vinder

Udenlandske medarbejdere på fjernmarkederne har en enorm værdi for danske virksomheder. Men det har udenlandske medarbejdere, der arbejder i Danmark, også.

Ved DI’s Topmøde i september satte Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) tryk på behovet for en ny national digitaliseringsstrategi. Den er i høj grad efterspurgt af de mange smv’er, der befinder sig i en digital omstilling. Hvis det skal lykkes, er det helt afgørende, at de har adgang til de rigtige kompetencer, herunder de tech-specialister og ingeniører, som der er mangel på i Danmark, men som der er gode muligheder for at hente i udlandet.

Det er ikke kun smv’erne, der vinder med de internationale talenter. En højtuddannet udlænding i Danmark bidrager med 140.000 kr. om året til de offentlige finanser. Og så er der endda både taget højde for skattebetaling, offentlig overførselsindkomst og træk på velfærdsydelser for den højtuddannede selv og eventuel medbragt familie.

Når specialisterne hentes fra udlandet, bidrager de desuden til at skabe den diversitet, som er vigtig for innovationsevnen. Ifølge International Labour Organization har virksomheder med fokus på mangfoldighed over 59 pct. øget kreativitet, innovation og åbenhed.

Og undersøgelsen Millennials@work viser, at 47 pct. af den attraktive talentmålgruppe “Millenials” går helt målrettet efter virksomheder med et mangfoldigt mindset. Diversitet er med andre ord en forudsætning for stærke og konkurrencedygtige virksomheder i fremtiden. Coronakrisen er på ingen måde ønskværdig.

Men der er et lille lys i mørket. Danmark har lige nu en konkurrencefordel, fordi vi klarer os bedre end lande, vi normalt ikke kan måle os med, f.eks. Storbritannien og USA. Det giver os mulighed for at tiltrække nogle af de dygtigste specialister og fastholde dem, der allerede er her. Men det kræver en målrettet indsats at lykkes.

Mens store virksomheder i Danmark rapporterer om succesfuld rekruttering og fastholdelse af internationale talenter, så er det en helt anden historie hos smv’erne. Smv’er har ikke de samme ressourcer og har derfor brug for viden og hjælp til at rekruttere og fastholde medarbejdere fra udlandet. Der er især behov for at skabe større viden om mulighederne for at rekruttere internationalt og for hjælp til at få medarbejderne ombord.

Med en stadig rasende pandemi er behovet for at styrke danske virksomheders konkurrenceevne mere aktuelt end nogensinde. Det paradoksale er dog, at pandemien får os til at lukke vores grænser, når en del af løsningen ligger i at åbne dem.

   

Skrevet af:

CEO Ulrik Dahl, Danish Export Association. Marketing- og talentdirektør Nikolaj Lubanski, Copenhagen Capacity. Rådgivningsdirektør Kinga Szabo Christensen, DI.

Kinga Szabo Christensen

Kinga Szabo Christensen

Rådgivningsdirektør

  • Direkte +45 3377 3905
  • Mobil +45 2949 4699
  • E-mail kisz@di.dk

Relateret indhold

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter