Vi hører det meget ofte. Vores internationale kolleger forventes at integrere sig bedre på de danske arbejdspladser og i det danske samfund. Og det gælder selv dem, der umiddelbart kun er her i et par år, hvor de skal bidrage til et konkret projekt, være indstationeret i Danmark som et led i deres karriereudvikling eller måske blot er her for at få flere perspektiver på (arbejds)livet. Det er i det hele taget relativt sjældent, at en international medarbejder kommer til Danmark for at arbejde, med henblik på at blive her for evigt. Heldigvis er der en del af dem, der gør det alligevel.

Inklusion i stedet for integration

Der er flere aspekter i fortællingen om, at vores internationale kolleger skal integreres, der skurrer i ørerne. For det første giver det ingen mening at tale om fuld integration, hvis vi blot arbejder eller opholder os i andre nationalkulturer i en begrænset periode. Hvor mange danskere ville købe ind på, at de skulle ’integrere sig’ 100 procent under en udstationering? For det andet ligger der ofte en underforstået bevægelse i ’integrationen’, som gør, at forpligtelsen, indsatsen og initiativet udelukkende påhviler den kollega, som har taget initiativ til at pakke både sydfrugter og ofte også hele familien, for at tage på arbejdseventyr i Danmark og i den danske arbejdskultur.

Vi skal slå et slag for, at vi skifter begrebet ’integration’ ud med ’inklusion’, når vi taler om diversitet i forhold til samarbejdet med vores internationale kolleger. Det giver meget bedre mening. Ved at tale om inklusion gør vi både forpligtelsen, indsatsen og initiativet gensidigt. Vi skal som   danske kollegaer række hånden ud til dem, der er kommet for at bidrage til vores fælles virksomhed og virkelighed. Ligesom vores internationale kollegaer griber vores fremstrakte hænder, så vi sammen kan finde vi ud af, hvad og hvordan vi kan skabe i fællesskab.

Vi kan starte med at invitere ind i fællesskabet

Lige så åbne og venlige vi danskere er mellem klokken 8 og 16, lige så lukkede og afvisende fremstår vi overfor vores internationale kolleger, når vi har fri og tager hjem til familie og venner. Men alle har brug for at høre til. Og det gælder også for vores internationale kolleger efter endt arbejdsdag. Desværre er Danmark et af de lande, hvor det er allermest vanskeligt at få et tilhørsforhold udenfor arbejdspladsen.

Hvis du undrer dig over, at mange internationale studerende og medarbejdere ’klumper sig sammen’ med andre internationale, er forklaringen, at mange danskere er ualmindeligt ringe til at invitere internationale kolleger ind i vores eksisterende fællesskaber. Faktisk ligger Danmark nr. 57 ud af i alt 59 lande i verden på ’Ease of Settling in’, hvilket blandt andet dækker over ’At føle sig hjemme’, ’Venlighed’ og ’Finde venner’ i InterNation Expat Insider Survey 2021.

Det behøver ikke at være så svært – eller stort

Vi har alle sammen brug for at høre til. At have et tilhørsforhold til nogen eller noget. Det kan sagtens være arbejdspladsen og kollegerne, mens vi er på arbejde og andre sociale relationer, når vi har fri. Men i stedet for at forvente den totale og ultimative integration, kunne et godt sted at starte være altid at tænke inklusion og diversitet i en og samme bevægelse. Hvis vi skal udvikle os som mennesker og virksomheder, har vi brug for at omgive os med folk, der bringer nye og andre tanker, ideer og perspektiver til torvs, end dem vi selv kan komme på.

Så næste gang du tager dig selv i at høre eller tænke, at en af dine internationale kolleger burde integrere sig mere eller bedre, kan du overveje at skifte den tanke ud med en, der handler om, hvordan du selv kan bidrage til at inkludere, så din internationale kollega får muligheden for at opbygge et stærkere tilhørsforhold. Når vi oplever at høre til, og når vi opbygger tillid til hinanden, bliver vi både mere trygge og får mere lyst til og mod på at bidrage til det fællesskab, vi er en del af. Lad os tale om, hvordan vi kan give vores internationale kolleger en følelse af, at de er en del af noget større.