Berit Didriksen, CEO i Epinion er en del af DI's Women on Board-database

09.09.21 Nyheder

Berit Didriksen: Pak den stereotype forestilling om bestyrelsesmedlemmet væk

Kvinder skal turde at sige det højt og skille sig ud, hvis de vil i gang med bestyrelsesarbejdet, mener CEO i Epinion, Berit Didriksen. Selv er hun med i DI’s Women on Board-database og håber på at kunne bidrage til flere succesfulde virksomheders arbejde.

Du har ønsket at stå som bestyrelseskandidat i Women on Board-databasen, hvorfor?

Woman on Board-databasen er et imponerende udstillingsvindue for dygtige og ambitiøse kvinder, der alle ønsker at gøre en forskel i dansk erhvervsliv. Og det er en ikke uvæsentlig blåstempling af databasen, at den er stiftet af Dansk Industri, der med sit brede netværk på tværs af brancher, har de allerbedste muligheder for at spotte kun kvalificerede bestyrelseskandidater. Derfor er jeg stolt af at være en del af databasen, og jeg ser frem at bidrage til endnu flere succesfulde virksomheder til gavn for hele Danmark.

Hvad er du særligt dygtig til – hvad kan du særligt bidrage med i en bestyrelse?

Qua snart 15 år som leder har jeg udviklet en solid strategisk værktøjskasse, og min styrke er implementering af forretningsstrategi – med andre ord hvordan strategier succesfuldt omsættes til virkelighed og konkret forandring. Jeg har en udpræget analytisk sans, som hjælper mig med at finde frem til problemstillingens kerne, og jeg trives med komplekse spørgsmål, der kræver innovative løsninger og svære valg. ’Fag-fagligt’ spænder min erfaring over digitalisering, data analytics, bæredygtighed og procesoptimering.

Hvad er det mest givende ved at være bestyrelsesmedlem?

Den altoverskyggende drivende kraft er at hjælpe ledelse og ejere med at lykkes med deres vision og nå deres mål. Og intet er mere motiverende, end når en vedholdende, vanskelig indsats viser sig at lykkes. Derudover er det enormt givende at få et indblik i andre virksomheder og andre brancher og herigennem lære af forskelle og ligheder. I sidste ende får jeg personligt en stor portion nye kommercielle indsigter med tilbage til mit daglige virke. Så i en ideel situation er det en nyttig vekselvirkning for begge parter.

Hvad vil – efter din mening – være den største driver for at få flere bestyrelsesmedlemmer, der er kvinder?

Vi har generelt brug for større diversitet i danske bestyrelser, og køn er kun ét aspekt på linje med uddannelse, profession, nationalitet osv. Ift. at fremme kvinder i bestyrelser, så ligger en stor driver i mine øjne hos kvinderne selv. Vi skal have modet, robustheden og ambitionen. Vi skal bl.a. huske ’at sige det højt’, og vi skal pakke den stereotype forestilling om et bestyrelsesmedlem væk, for ’du behøver ikke hedde Lars og gå i jakkesæt’. Det er ikke let og står ikke alene, men vi kan selv påvirke det og kan starte allerede i dag.

Hvem/hvad inspirerer dig?

Jeg har fundet stor inspiration i de ledere, som jeg er formet af og er vokset op under/med. Jeg har altid haft næsegrus respekt for de ledere, der evner at tænke i muligheder og finde geniale løsninger uanset udmattende og overraskende benspænd. Og så beundrer jeg de mennesker, der tør stå ved, hvem de er uanset normalen, normer og jantelov. Det at skille sig ud og være modig er et beundringsværdigt karaktertræk.

Fakta

Navn: Berit Didriksen

CEO i Epinion 2017 - nu
Vice President i PANDORA 2012 - 2017
Kontorchef (senest) i Finansministeriet 2005 - 2010

Bestyrelsesposter:
Bestyrelsesformand Dansk Industri/DI Rådgiverne 2019 - nu
Bestyrelsesmedlem AG Gruppen 2020 - nu

Karoline Ry
Skrevet af:

Karoline Ry

Relateret indhold