Vi rådgiver dig

Aktieløn

Der findes flere forskellige muligheder for aktieløn. De mest almindelige er beskrevet nedenfor. Hvis man ønsker at etablere aktieløn i sin virksomhed, anbefaler DI, at man søger rådgivning hos virksomhedens revisor og skatteadvokat.

Aktieoptioner

Aktieoptioner giver ret til at købe aktier i virksomheden. En medarbejder, der modtager en aktieoption, har en ret til på et senere tidspunkt at købe en eksisterende aktie til en på forhånd fastsat kurs, der oftest svarer til aktiekursen på tildelings-tidspunktet. Aktieoptionen er typisk udformet på den måde, at der går en vis tid, fra virksomheden tildeler aktieoptionen, til medarbejderen kan udnytte den.

Aktier

Medarbejderen kan erhverve aktier i virksomheden på flere måder. Medarbejderen har mulighed for gratis at få eller at købe aktier i virksomheden.

Fantomaktier

Fantomaktier er en slags bonus eller resultatløn, hvor betalingen afhænger af udviklingen i aktiekursen. Virksomheden kan f.eks. udforme programmet ”som om”, medarbejderen har en aktiepost i selskabet af en given størrelse, eller ”som om” medarbejderen har et antal aktieoptioner.

Konvertible obligationer

En konvertibel obligation er et lån, der kan byttes til aktier.
Konvertible obligationer er et lån, som medarbejderen yder til selskabet mod en ret til at konvertere lånet til nye aktier i selskabet.

Medarbejderaktier

Båndlagte aktier i generelle ordninger kan være skattefrie.
Overdragelsen af aktier kan ske i form af en skattebegunstiget ordning. Dette er tilfældet, hvis tilbuddet om at erhverve aktier i virksomheden er et generelt tilbud til alle medarbejdere. Det er dog muligt at holde nogle objektivt definerede grupper uden for ordningen, som f.eks. ansatte med kort anciennitet eller elever. Det er endvidere muligt at differentiere antallet af aktier efter f.eks. lønniveau og arbejdstid.

Warrants

Warrants giver ret til at tegne aktier i virksomheden.
En warrant adskiller sig kun på ét punkt fra en aktieoption - en warrant giver ret til at tegne en ny aktie i selskabet, mens en aktieoption giver ret til at købe en eksisterende aktie. Skattelovgivningen bruger betegnelsen ”tegningsret”.