15.01.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Uddannelsen bestemmer elevers løn

Når en virksomhed indgår en uddannelsesaftale med en elev/lærling, skal virksomheden betale løn efter uddannelsesområdets overenskomst - også selv om virksomheden ikke har den pågældende overenskomst.

Højesteret har afgjort sagen

Højesteret har af flere omgange slået fast, at elever og lærlinge har krav på andre lønelementer og lønvilkår end blot mindsteløn:

”Højesteret finder, at lønbegrebet i erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2, må forstås således, at det omfatter overførsel af penge eller ydelser af økonomisk værdi til en medarbejder som vederlag i et ansættelsesforhold. Det omfatter ikke kun grundlønnens beløb, men også andre lønelementer og lønvilkår.”

Løn efter uddannelsesområdets overenskomst

Der skal ifølge dommen betales efter uddannelsesområdets overenskomst, uanset om virksomheden er omfattet af en anden overenskomst eller slet ikke har overenskomst.

Det er vigtigt at være opmærksom på dette, da lønsats og andre lønelementer kan variere fra den overenskomst, virksomheden har eller normalt vil følge.

F.eks. skal en kontorelev aflønnes efter HK's overenskomster under DI, også selv om virksomheden ikke har tiltrådt overenskomst for kontorområdet. Og en vognmalerlærling i en autovirksomhed skal aflønnes efter Malerforbundets overenskomst for Auto- og Industrilakerere, selv om virksomheden er omfattet af Industriens Overenskomst.

Elevers løn følger altså ikke nødvendigvis samme regler som de udlærtes, og det kan gøre det vanskeligt at fastlægge lønnen til en elev korrekt.

Hvad angår øvrige ansættelsesvilkår, har virksomheden ikke pligt til at følge uddannelsesområdets overenskomst, men kan følge egen overenskomst eller egne regler for de uddannede.

Oversigt over lønelementer

DI mener, at følgende lønelementer skal betales efter henholdsvis uddannelsesområdets eller virksomhedens overenskomst.

 DI mener, at disse lønelementer skal betales efter uddannelsesområdets overenskomst  
Mindsteløn Både satser og lønanciennitet skal følges
Pension Hvis betingelserne for pension til elever er opfyldt i uddannelsens overenskomst, skal der betales med satsen i denne overenskomst. Der kan ske indbetaling til virksomhedens almindelige pensionsselskab, selv om overenskomsten nævner et andet selskab.
 Elevforsikring De nye forsikringer til elever, der ikke får pension, skal tegnes efter uddannelsesområders overenskomst. Forsikringen kan tegnes i virksomhedens almindelige selskab.
Søgnehelligdagsbetaling Både opsparing og udbetaling skal følge uddannelsesområdets overenskomst.
FritvalgsKonto-bidrag

Opsparing skal følge uddannelsesområdets overenskomst. Udbetaling kan ske efter aftale med eleven. Bidraget skal betales ud over den aftalte/gældende løn. Der behøver ikke at blive etableret en særlig fritvalgsordning med valgmuligheder, hvis de uddannede ikke har dette. I så fald kan bidraget f.eks. udbetales ved at forhøje ferietillægget til månedslønnede med gældende sats.  

Kompensation for ikke-afholdte feriefridage Eleven har feriefridage efter referenceoverenskomsten og ret til udbetaling, hvis disse ikke er afholdt. Selve retten til feriefridage er ikke løn og følger derfor reglerne for virksomhedens uddannede.
Overtidsbetaling  
Betaling for mistet frihed F.eks. en særlig sats, hvis en fridag inddrages.
Arbejdstidstillæg Forskudttidstillæg, aftentillæg, weekendtillæg, holddrifttillæg og lignende genetillæg, der relaterer til arbejdstidens placering.
Genetillæg Herunder for manglende velfærdsforanstaltninger.
Rejsetidsbetaling Evt. særlig sats for rejsetid.
Befordringsgodtgørelse  
Sundhedsordning Kan ikke udbetales kontant, men skal etableres som ordning efter overenskomstens regler.

 

DI mener, at disse lønelementer skal betales efter virksomhedens overenskomst (eller egne regler for de uddannede)  
 Refusion af udgifter  
Akkordregler Kan ikke udbetales kontant, men skal etableres som ordning efter overenskomstens regler. 
Uddannelsesfonde Der skal ikke ske afregning til fonde etableret under uddannelsesområdets overenskomst.
Diæter  

Efterbetaling

Virksomheden bør tjekke, om elever er aflønnet korrekt. Er det ikke tilfældet, skal der ske efterbetaling. Pension skal efterbetales med arbejdsgiverbidraget samt lønmodtagerbidraget.

Uddannelsesaftale

Der kan være tvivl om, hvordan elevkontraktens pkt. 8 om løn og overenskomst skal udfyldes. 

DI anbefaler, at standardkontraktens udfyldes sådan:

a) Feltet ”Den kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet er (...)” udfyldes med betegnelsen for uddannelsesområdets overenskomst, f.eks. ”FAI-overenskomsten” for vognmalere eller ”Industriens Funktionæroverenskomst” for kontorassistenter i fremstillingsvirksomheder.

Det er vigtigt, at den rigtige overenskomst skrives på - og ikke f.eks. "HK" eller "DI-3F", da der kan opstå tvivl om, hvilken overenskomst det refererer til.

b) Feltet ”Ansættelsesvilkår i øvrigt: (…) I overensstemmelse med ansættelsesbevisloven kan oplysningerne gives ved henvisning til f.eks. en overenskomst (...)” udfyldes med den på virksomheden gældende overenskomst, f.eks. ”Industriens Overenskomst” eller ”Ingen overenskomst”, hvis virksomheden ikke er omfattet af overenskomst for de uddannede.

Uddannelsesområdets overenskomst

Det kan være uklart, hvilken overenskomst, der er ”uddannelsesområdets overenskomst”.

Normalt vil det være den overenskomst, der er indgået mellem parterne i det faglige udvalg, som tilrettelægger uddannelsen. Alle elevuddannelser er omtalt på www.ug.dk.

Under beskrivelsen af hver enkelt erhvervsuddannelse er der et felt benævnt: ”Få mere at vide”. Her kan man normalt få oplysninger om parterne i det faglige udvalg og ud fra dette fastlægge uddannelsesområdets overenskomst.

Kontakt DI, hvis du er i tvivl.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.