26.04.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Bredt forlig om arbejdsmiljøindsatsen

Et meget bredt flertal i Folketinget har indgået aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Aftalen udmønter Ekspertudvalget om arbejdsmiljøs anbefalinger, sikrer Arbejdstilsynets økonomi de næste år og samler op en række mindre sager.

Alle Folketingets partier, på nær Enhedslisten, blev den 25. april 2019 enige om en aftale om den fremtidige arbejdsmiljøindsats. Forligspartierne er enige om, at der i folketingssamlingen 2019/2020 fremsættes lovforslag med henblik på at gennemføre de nødvendige regelændringer, så initiativerne kan træde i kraft fra den 1. januar 2020.

Anbefalinger fra Ekspertudvalget

Aftalen udmønter stort set alle de anbefalinger, som regeringens Ekspertudvalg om arbejdsmiljø afleverede sidste efterår, og som skal forberede rammerne for virksomhedernes indsats for et godt arbejdsmiljø. Temaerne i anbefalingerne var arbejdsmiljømål tættere på arbejdspladserne, en målrettet myndighedsindsats, bedre regelefterlevelse og mere forståelige regler.

Arbejdstilsynets økonomi

Med aftalen tilføres Arbejdstilsynet i årene 2020-2022 ekstra 155-176 mio. kr., hvilket bringer tilsynets årlige bevillinger op på ca. 520 mio. kr. pr. år. Pengene skal som hidtil bruges til både Arbejdstilsynets almindelige tilsyn med arbejdsmiljøet og til indsatsen med ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Sidstnævnte sker i samarbejde mellem Arbejdstilsynet, Politiet og Skattestyrelsen.

Andre elementer i aftalen

Med aftalen samles også op på andre sager på arbejdsmiljøområdet, herunder at der skal ses på reglerne for unges arbejde, styrket fokus på kemisk arbejdsmiljø og et eftersyn af reglerne for arbejdsmiljøorganisationen.

DI mener

Aftalen har været værd at vente på. Ikke alene fordi den i høj grad er baseret på de gode anbefalinger, som Ekspertudvalget om arbejdsmiljø afleverede sidste efterår, men også fordi de viderefører den lange tradition for brede politiske forlig på arbejdsmiljøområdet. Det sidste er vigtigt for at skabe tillid til, at de rammer og regler, vi stiller op for arbejdet med arbejdsmiljø, ikke skifter hver gang, der har været valg. Med aftalen er der taget politisk stilling til de vigtigste sager på arbejdsmiljøområdet.

DI er også tilfreds med, at der i Folketinget er så bred enighed om at prioritere midler til Arbejdstilsynet til både det almindelige tilsyn og til arbejdet med at sikre ordnede forhold for arbejde i Danmark.

Anders Just Pedersen

Anders Just Pedersen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3686
  • Mobil +45 2949 4549
  • E-mail ajp@di.dk

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.