Arbejdsgiveren skal vurdere risikoen for ansatte fra Sundhedsstyrelsens særlige risikogrupper i forbindelse med Corona pandemien.

Foto: Colorbox
24.03.20 Vi rådgiver dig Nyheder

CORONA – Særlige belastninger i arbejdsmiljøet for gravide og andre personer i risikogrupperne

Personer i Sundhedsstyrelsens særlige risikogrupper skal ikke automatisk være væk fra arbejdspladsen på grund af COVID-19. I stedet skal du som arbejdsgiver foretage en risikovurdering af arbejdet.

Sundhedsstyrelsen skriver i sine gode råde til arbejdsgivere, at ”Har du medarbejdere, der er i særlig risiko for alvorlig sygdom med ny coronavirus anbefaler vi, at der tages særligt hensyn til disse medarbejdere”. 

Sundhedsstyrelsen angiver tre særlige risikogrupper:

  • gravide (ud fra et forsigtighedsprincip)
  • ældre over 65 år (især over 80 år) og
  • personer med kroniske sygdomme eller svært overvægtige

Der er ikke evidens for, at COVID-19 smitter fra gravid til foster, men Sundhedsstyrelsen inkluderer gravide blandt risikogrupperne for en sikkerhedsskyld.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at alle ansatte, der tilhører en særlig risikogruppe per automatik ikke kan være på en arbejdsplads. Ansatte, der tilhører en særlig risikogruppe, bør dog ikke udsættes for oplagt smitterisiko.

Personer med kroniske sygdomme

Personer skal betragtes som værende i særlig risiko, hvis de har kronisk sygdom i moderat eller svær grad - f.eks. meget forhøjet blodtryk eller astma, som ikke er velreguleret med medicin, samt diabetes, især med følgevirkninger. Hvis de er velbehandlet og har den kroniske sygdom under kontrol, tilhører de ikke en risikogruppe. Svært overvægtige med BMI over 35-40 afhængigt af om man har andre risikofaktorer.

Gravide

Der skal være særlige forhold for den gravide, som gør sig gældende. Medarbejderen kan have andre grunde end graviditeten, som f.eks. visse kroniske lidelser. Det forventes, at medarbejderen selv tager initiativ til at gøre opmærksom på det, hvis der er særlige sundhedsmæssige forhold, som har betydning for vedkommendes muligheder for at varetage jobfunktionen.

Arbejdsgiveren skal dog – som altid - vurdere, om der er en særlig risiko i arbejdsmiljøet for den gravide. Arbejdstilsynets vejledning om gravides og ammendes arbejdsmiljø og BFA Industris vejledning om gravide sætter nogle nyttige, generelle rammer op for den særlige vurdering af gravides arbejdsmiljø, som også vil gælde i forbindelse med risiko for coronavirus (se link nederst).

Særlige risici i forbindelse med coronavirus

Ansatte, der er gravide eller tilhører en særlig risikogruppe, bør ikke udsættes for oplagt smitterisiko, dvs. i sundhedssektoren betyder det, at de ikke håndterer patienter, der er mistænkt for smitte med COVID-19, eller patienter med bekræftet positiv prøve for SARS-CoV-2. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at ansatte, der tilhører en særlig risikogruppe, der varetager funktioner, hvor de med stor sandsynlighed udsættes for smitte, flyttes til anden opgave eller funktion uden oplagt smitteeksponering. 

Hverken Arbejdstilsynet eller Sundhedsstyrelsen er, udover brancher i sundhedsvæsnet, kommet med konkrete eksempler på, hvor der kan være en oplagt smitterisiko for ansatte, som tilhører en særlig risikogruppe.

Uden for sundhedssektoren

Generelt kan man forestille sig, at en mulig smitterisiko - uden for sundhedssektoren - typisk knytter sig til jobfunktioner, hvor der er risiko for tæt, gentagen kontakt til kunder eller kollegaer, som kan være smittet. I få situationer, kan der også være tale om omgang med materialer og affald, som kan være inficeret med SARS-CoV-2, f.eks. vask af tøj fra hospitaler. 

På arbejdspladser, hvor gravide eller kronikere ikke er udsat for oplagt smitterisiko, kan risikovurderingen resultere i ekstra fokus på at følge

Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger:

  • Opfordrer til god hygiejne med fokus på hyppig og grundig håndvask 
  • Så vidt det er muligt sikrer, at der er håndsprit tilgængeligt ved alle indgange 
  • Sikrer god udluftning i alle lokaler
  • Er opmærksom på, at medarbejdere med symptomer på sygdom ikke kommer på arbejde
  • Afholder færre og kortere møder og sikrer fysisk afstand mellem deltagere 
  • Afholder flere telefon- eller videomøder i stedet for fysiske møder
  • Mindsker den fysiske kontakt (håndtryk, kram og kys) og undgår sociale aktiviteter på arbejdspladsen 
  • Er omhyggelige med rengøringen – både hjemme og på arbejdspladsen, herunder fokus på afspritning af telefoner, dørhåndtag, tastaturer, tablets m.v. 
  • Begrænser deling af mad, og undgår buffet. Maden bør i stedet potionsanrettes
  • Sikrer ekstra god hygiejne ved madlavning og anretning
  • Beder andre om at tage hensyn.

Der skal i dialogen mellem arbejdsgiver og den enkelte ansatte foretages en individuel vurdering af, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt, at den pågældende ansatte fortsat varetager sin vanlige funktion. I vurderingen bør inddrages faktorer i forhold til, hvor stor eksponeringsrisiko den enkelte er udsat for i sin vanlige funktion, hvilke muligheder der er for omplacering til funktion uden oplagt smitterisiko samt den ansattes egen trygheds- og risikovurdering.

Arbejdstilsynets vejledning om gravide og ammendes arbejdsmiljø

Uddrag:

"En arbejdsgiver skal – når han/hun bliver bekendt med, at en medarbejder er gravid eller ammer – sørge for, at det i arbejdspladsvurderingen vurderes, om der er en risiko for, at medarbejderen er udsat for påvirkninger, der kan indebære en fare for graviditeten eller amningen.

Grundlæggende skal arbejdsgiveren altid udføre en risikovurdering, der både handler om påvirkningens farlighed og dens styrke og varighed. Arbejdsgiverens beslutning om, at en gravid eller ammende kan udføre en bestemt arbejdsopgave, skal derfor træffes i sammenhæng med hendes konkrete arbejdsforhold.

Hvis arbejdsgiveren vurderer, at en risiko vil få negativ indvirkning på graviditeten eller amningen, skal han/hun foretage sig følgende i prioriteret rækkefølge over for den gravide eller ammende:

  • Sørge for tekniske foranstaltninger eller ændret indretning af arbejdsstedet, eller hvis det ikke er tilstrækkeligt eller muligt
  • Ændre i planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet, eller hvis det ikke er tilstrækkeligt eller muligt
  • Overføre den gravide eller ammende til andre opgaver, eller hvis det ikke er tilstrækkeligt eller muligt
  • Beslutte, at den gravide eller ammende ikke må beskæftige sig med det pågældende arbejde".

Læs mere

Her er links til hjemmesider og vejledninger fra Sundhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet og andre, der kan være relevante for arbejdsgivere i forbindelse med Corona pandemien.

Sundhedsstyrelsens råd om Corona AT-vejledning om gravide BFA Industri - vejledning om Gravides arbejdsmiljø Gravid med job
Bent Horn Andersen

Bent Horn Andersen

Teamleder

  • Direkte +45 3377 3774
  • Mobil +45 2229 0289
  • E-mail bhan@di.dk

Relateret indhold

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter