HKScan har reduceret antallet af arbejdsulykker med 96 pct. på fem år.

Foto: Arbejdsmiljørådet/Simon Knudsen
24.05.22 Vi rådgiver dig Nyheder

HKScan vinder Arbejdsmiljøprisen: Fra 56 arbejdsulykker til 2

Med en reducering i antallet af arbejdsulykker på 96 pct. på bare fem år, løb HKScan med Arbejdsmiljøprisen 2022 i kategorien Arbejdsulykker. Det svarer til at gå fra 56 arbejdsulykker i 2016 til kun at have to arbejdsulykker i 2021.

Mikrokampagner. Ved første øjekast er det måske ikke noget, de fleste ville sætte i forbindelse med arbejdsulykker. Men dét gjorde fjerkræslagteriet HKScan. Mikrokampagner og humor er nøgleordene for det arbejdsmiljøarbejde, der er blevet udført i HKScan de seneste år.

HKScan havde allerede implementeret de mest klassiske tiltag for at forebygge arbejdsulykker - f.eks. risikovurderinger og tavlemøder. Alligevel manglede de lige dét, der kunne omsætte alle de gode budskaber til handlinger og engagement hos den enkelte medarbejder i produktionen.

-Mikrokampagner har virkelig gjort en forskel for vores kultur. Den enkelte er blevet mere engageret, AMO (arbejdsmiljøorganisationen) er blevet styrket og rykket mere sammen i bussen, og der er kommet mere gejst i arbejdsmiljøarbejdet, forklarer HKScans produktionschef Klaus Sloth.

Humor og visuel kommunikation har været gennemgående virkemidler i kampagnerne, og det har gjort det nemmere og mere simpelt at tilgå de problemstillinger, mikrokampagnerne præsenterer.

-Det er blevet mere synligt, og noget man snakker om. Og resultaterne taler jo sit eget tydelige sprog.

Eksempel på mikrokampagne.

Eksempel på en mikrokampagne.

Foto: HKScan

Hvad er en mikrokampagne?

Mikrokampagner er kortvarige, målrettede kommunikationskampagner, der præsenterer en afgrænset problemstilling for medarbejderne. Mikrokampagnerne kan derfor belyse nødvendige værnemidler eller forebygge faldulykker og lignende.

HKScan er en virksomhed med mange forskellige nationaliteter. Med mikrokampagner kan arbejdsmiljørepræsentanterne præsentere et budskab på en letforståelig og simpel måde, så alle medarbejderne kan lære af mikrokampagnerne.

-Vi har virkelig ramt noget, som alle folk kan forstå, og den tålmodige indsats har også givet den kulturændring, som vi gerne vil have, forklarer fabrikschef Søren Bai.

-Det har krævet engagement, mod og opbakning fra øverste ledelse at skabe mikrokampagner, som vi er lykkedes med. Vi har introduceret det for vores finske ejere med det resultat, at det nu indføres i alle lande.

Med hjælp fra Branchefællesskabet BFA Industri gennemførte HKScan tilbage i 2015 et pilotprojekt om mikrokampagnerne. Her lærte virksomheden fra eksterne konsulenter, hvordan man skaber en god mikrokampagne. Siden da har HKScan gennemført 2-3 mikrokampagner om året.

Mikrokampagnerne har givet et tydeligt resultat. På fem år er antallet af arbejdsulykker reduceret i sådan en grad, at der kun var to mindre ulykker i 2021.

Det gjorde de

Mikrokampagner
HKScan laver 2-3 mikrokampagner årligt. Kampagnerne bruger humor og klare budskaber til at præsentere den udvalgte problemstilling. Mikrokampagnerne gør problemstillingerne letforståelige og morsomme.

Humor som virkemiddel
For at skabe større engagement og interesse ved mikrokampagnerne, bruges humor som virkemiddel. Det kan skabe debat mellem medarbejderne, og dét betyder, at medarbejderne ser og forstår mikrokampagnerne.

Arbejdsmiljøorganisationen går forrest
Arbejdsmiljøorganisationen udvikler og gennemfører mikrokampagnerne, så det bliver kommunikation i øjenhøjde.

Annette Hoffmann

Annette Hoffmann

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3051
  • Mobil +45 4098 0918
  • E-mail aho@di.dk

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.