Arbejdsskader ved transport til og fra kursus
En ny principmeddelelse slår nu fast, at skader ved transport til og fra et kursus kan være omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Som udgangspunkt er en skade, som sker på vej til og fra et kursus, ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Det skyldes, at arbejdsgiveren ikke har nogen indflydelse på forholdene under de ansattes færden til og fra kurset, hvorfor en sådan skade ikke skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår.
Men sker kørslen til og fra et kursus overvejende i arbejdsgiverens interesse og efter arbejdsgiverens anvisning, kan medarbejderen efter en konkret vurdering være omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Følgende forhold kan blandt andet tale for, at befordringen sker i arbejdsgiverens interesse:
- Arbejdsgiveren har en økonomisk gevinst ud af den måde, befordringen er tilrettelagt på.
- Arbejdsgiver tilrettelægger og råder over selve befordringen.
I den konkrete sag i principmeddelelsen mødtes fire kolleger på arbejdsstedet og kørte sammen derfra til kursusstedet. Her havde arbejdsgiver en økonomisk gevinst, fordi de fire kolleger kørte sammen.