11.07.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Udenlandsk leder: Sådan navigerer jeg i det danske smørrebrødshierarki

DI’s Chef for Ledelsesudvikling, Kinga Szabo Christensen, blogger om livet som udenlandsk chef i Danmark og den svære start på det danske arbejdsmarked.

Jeg er født og opvokset i Ungarn. Og selv om jeg har levet og arbejdet i Danmark i mange år efterhånden, er der ingen tvivl om, at min status som udlænding aldrig forsvinder. Både privat og på arbejdsmarkedet er der ingen tvivl om, at min ungarske baggrund er en væsentlig del af mine kolleger og venners opfattelse af mig. Det er ikke så underligt, for min baggrund er anderledes. Men det har ikke afholdt mig fra at blive del af det danske samfund, det danske arbejdsmarked – og det danske fællesskab. Tværtimod har jeg omfavnet og elsket Danmark fra dag ét. Det har krævet rummelighed, en stor portion humor - og en evne til at transformere min anderledes baggrund til at blive min vigtigste egenskab.

Jeg har nemlig lært, at min baggrund og østeuropæiske kultur kan blive til min absolutte styrke, mens jeg navigerer i og bevæger mig på det danske arbejdsmarked. Det bør andre udenlandske medarbejdere også lære. For vi har brug for flere hænder og hjerner i Danmark. Og vi har brug for at tænke ’skævt’. Især i tider, hvor intet er konventionelt længere, og intet er, som det plejer at være. Samspil mellem forskellige kulturer på arbejdspladsen er lig med samspil mellem forskellige tankegange og ideer – og i sidste ende skaber det mere innovative løsninger og bedre resultater. Mangfoldighed er en styrke, som jeg i den grad har udnyttet på min 20 år lange rejse på den danske karrieresti. Jeg mener, at en blanding af danske og udenlandske medarbejdere bør være et strategisk mål på lige fod med en blanding af køn eller alder på de danske arbejdspladser.

Jeg drømmer om et dansk arbejdsmarked, hvor det i stedet for bliver en nødvendighed at ansætte flere udenlandske hoveder, så bliver det et ønske.

Der er et hav af uskrevne regler på en dansk arbejdsplads, som os udlændinge skal lære for at være fuldt integreret. Men de kan kun læres, hvis de danske kollegaer og chefer er opmærksomme på og har vilje og lyst til at give en hjælpende hånd til deres udenlandske kollegaer. Jeg husker min første episode i en dansk kantine med et smil på læben. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg rødmede, da mine danske kollegaer højlydt grinede af mig, fordi jeg ikke fik lagt det ’rigtige’ pålæg og tilbehør på mit smørrebrød. Det blev nemlig leverpostej med mayo og ristet løg på – og det gør man bare ikke i lille Danmark.

Hvis vi skal have et mere balanceret forhold til udenlandsk arbejdskraft i Danmark, kræver det meget mere fra alle parter. Udenlandske medarbejdere skal bruge deres anderledes tilgang og tankesæt proaktivt og konstruktivt, mens de danske chefer og kollegaer skal åbne deres horisonter og lære at omfavne de fremmedes approach. Det er kun i denne symbiose, at vi kan bevæge os fremad og vinde fremtiden i vores virksomheder.

  

Jeg drømmer om et dansk arbejdsmarked, hvor det i stedet for bliver en nødvendighed at ansætte flere udenlandske hoveder, så bliver det et ønske. Kinga Szabo Christensen, Rådgivningsdirektør

Arbejder du sammen med udenlandske ledere?

DI har skabt en lederudannelse for udenlandske ledere, som skal navigere og lykkes i en dansk arbejdskontekst.

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.