Rasmus Brogaard Hede, underdirektør for IT og Digitalisering, eksperimenterer med nye, hybride arbejdsformer.

VÆKST Visuals
28.10.21 Vi rådgiver dig Nyheder

Digital chef i DI: Flexpladser giver et helt nyt miljø

I DI's afdeling for IT og Digitalisering blev en tredjedel af skrivebordene byttet ud med sofaer og workzones. I dag er 40 pct. af skrivebordene fleksible, og det har givet et helt andet miljø, mener Rasmus Brogaard Hede fra DI.

Dansk Industri har som alle andre organisationer været igennem en stor transformation under coronakrisen. Det har især kunnet mærkes i afdelingen for It og Digitalisering, hvor der har været et stort behov for at udbygge den digitale struktur til hybridarbejde.

Med ca. 80 pct. af medarbejderne hjemsendt var kontoret et tomt og uinspirerede miljø at arbejde i. Underdirektør for IT og Digitalisering, Rasmus Brogaard Hede, besluttede derfor sammen med sin chefgruppe, at spørge medarbejderne, hvad de ønskede sig:  

-Vi spurgte medarbejderne, hvad de kunne tænke sig efter corona. Om de ville arbejde hjemmefra eller ville tilbage på kontoret. Om de foretrak at arbejde hjemmefra en dag om ugen og have en fast plads eller arbejde hjemme fra mere end en dag om ugen og have flexplads. En stor del ønskede en fleksibel løsning, så vi har i dag 60 pct. faste kontorpladser og 40 pct. fleksible pladser, fortæller Rasmus Brogaard Hede. Det har givet rum til en mere fleksibel indretning og et klart bedre miljø.  

De fleksible pladser er indrettet med en skærm og en dockingstation, hvor medarbejderne kan planlægge at arbejde fra. Medarbejderne planlægger arbejdsdagene med deres nærmeste chef, og de fleste arbejder mellem en og to dage hjemme om ugen. Herudover er der blevet plads til fleksible mødeområder og samtalesofaer.

 

Fra chefkontor til flexplads  

Én af de nye fordele ved den fleksible organisering er, at Rasmus Brogaard Hede selv har fået mulighed for at bevæge sig mere rundt:  

-Jeg har stadig et ledelsesrum, hvor jeg kan lukke døren, når det er nødvendigt, men ellers arbejder jeg selv ofte fra de ledige pladser. Det betyder, at jeg én dag kan arbejde ved udvikling og den anden dag ved IT-support. Det giver en større vidensdeling, når man kan skifte rundt, fortæller Rasmus Brogaard Hede.  

Han understreger, at han ikke tror på en ordning, hvor man arbejder hjemmefra alle ugens dage:  

-Co-creation kræver, at vi er sammen. Hvis man skal udvikle noget nyt sammen eller diskutere noget spændingsfyldt, er det en fordel at være sammen. Man skal finde kombinationen, så man får det bedste fra begge verdener.

-Det sociale behov bliver heller ikke opfyldt ved hjemmearbejde. Den fysiske interaktion er vigtig i forhold til trivsel og samhørighed i afdelingen.

Tip

Det er ikke sikkert, at alle arbejdsopgaver passer lige godt til at blive udført hjemmefra. Overvej, hvornår I har behov for at mødes og hvornår, det er fint at arbejde hybridt.

Produktivitet regnes ikke i timer 

En af fordelene ved øget hjemmearbejde er ifølge Rasmus Brogaard Hede, at medarbejderne får mulighed for at planlægge deres arbejde efter hvornår, det passer dem bedst. Og det er godt for produktiviteten såvel som motivationen:  

-Det har længe været en præmis for mange i IT og Digitalisering at arbejde hjemmefra, da vi jo ofte laver server- eller programopdateringer uden for den almindelig arbejdstid, siger Rasmus Brogaard Hede.

-De yngre generationer arbejder på en anden måde, end vi er vant til. Mere fleksibel arbejdstid hjælper på tiltrækning og fastholdelse af talent. Det skal være fedt at være i afdelingen, for ellers går de dygtige medarbejdere et andet sted hen.  

 

Vi eksperimenterer – og det går godt

Der er endnu ikke fundet den endelige løsning i IT og Digitalisering, men Rasmus Brogaard Hede er ikke i tvivl om, at de er på rette vej:  

-Vi eksperimenterer. Hvis vi finder noget, der virker, holder vi fast i det. Virker det ikke, ja så prøver vi noget andet. Vi har spurgt medarbejderne, og de er glade for det. Vi mister ikke noget, men får en masse. Vi forventer at lave endnu en evaluering til efteråret, og så må vi se, om det stadig fungerer godt.

Relateret indhold

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter