Foto: Colourbox
30.11.21 Vi rådgiver dig Nyheder

En aftale skal være gensidig for at være en aftale

En virksomhed fik i en faglig voldgift medhold i, at man ikke kan blive forpligtet af en aftale, man ikke har tiltrådt eller accepteret.

Uenighed om betaling

Et betonsjak udførte i sommeren 2020 betonarbejde for en virksomhed.

Samtidig med, at betonsjakket udførte deres arbejde, forhandlede parterne mundtligt og skriftligt om en slumpakkord. Forhandlingerne pågik et par måneder, hvor virksomheden to gange fremsendte et oplæg til en akkordaftale, som betonsjakket afviste, og hvor betonsjakket fremsendte en omfangsaftale og bud på slumpakkorder, som virksomheden ikke kunne acceptere.

Forhandlingerne førte ikke til en aftale, inden samarbejdet ophørte i august 2020.

Forbund ville bruge egen prisliste

Efter samarbejdets ophør blev der i august 2020 afholdt en lokalforhandling om blandt andet opmålings- og honoreringsgrundlaget for arbejdets udførelse.

Under lokalforhandlingen meddelte betonsjakket, at arbejdet efter deres opfattelse skulle opmåles og honoreres efter 3F’s priskurant ”Betonarbejde i Danmark”, fordi virksomheden – efter betonsjakkets og 3F’s opfattelse – ikke under forhandlingerne direkte havde forkastet dette ”krav”.

Virksomhed henviste til overenskomstens bestemmelse

Virksomheden meddelte, at arbejdet – hvis der ikke kunne opnås enighed om en slumpakkord – skulle opmåles og honoreres efter Bygge- og Anlægsoverenskomstens priskurant (”overenskomstens priskurant”).

Virksomhedens begrundede dette med, at virksomheden var tidligere medlem af Danske Entreprenører, hvilket betød, at overenskomstens priskurant, jf. overenskomstens bestemmelser herom, var gældende, og at der ikke var indgået en aftale om andet opmålings- og honoreringsgrundlag, hvilket i henhold til overenskomsten betød, at arbejdet skulle opmåles og honoreres efter overenskomstens priskurant.

Heller ikke enighed efter dobbelt regnskab

Konklusionen på lokalforhandlingen i august 2020 blev, at forbundet skulle udarbejde to regnskaber – et efter ”Betonarbejde i Danmark”, og et efter overenskomstens priskurant, og at parterne skulle genoptage lokalforhandlingen, når regnskaberne var modtaget og kritiseret af virksomheden. Lokalforhandlingen blev således suspenderet.

Virksomheden modtog og forholdt sig til de to regnskaber primo september 2020, hvorefter der blev afholdt endnu en lokalforhandling, hvor opmåling og honorering på ny blev drøftet. Der kunne imidlertid fortsat ikke opnås enighed, og forbundet forbeholdt sig at videreføre spørgsmålet på vegne af betonsjakket.

Den konkrete sag havde to hovedspørgsmål;

  • Om virksomheden under det fagretlige forløb havde efterlevet konklusionen ved lokalforhandlingen i august 2020 med den følge, at parterne skulle tilbage til forhandlingsbordet, og
  • efter hvilken priskurant arbejdet skulle opmåles og honoreres.

Krævede ny forhandling

Forbundet gjorde gældende, at parterne skulle tilbage til forhandlingsbordet, fordi der ved lokalforhandlingen i august 2020 bindende blev aftalt et nyt grundlag for fortsat forhandling imellem parterne om en akkordaftale, hvorefter arbejdet skulle honoreres efter forhandling med udgangspunkt i begge regnskaber, og at denne aftale ikke havde fundet sted.

De mente, at virksomheden havde afvist at forholde sig til regnskabet opmålt efter ”Betonarbejde i Danmark” og alene havde forholdt sig til overenskomstens priskurant. Virksomheden havde således – efter forbundets opfattelse – ikke efterlevet konklusionen fra lokalforhandlingen.

Dobbelt regnskab ikke grundlag for ny forhandling

Virksomheden gjorde heroverfor gældende, at der ved lokalforhandlingen i august 2020 ikke blev aftalt andet, end at der skulle udarbejdes to regnskaber, og at parterne herefter skulle mødes igen. De to regnskaber blev udarbejdet, og parterne mødtes herefter igen til videre drøftelse, hvor parterne fastholdt deres hidtidige opfattelser.

Der blev ikke ved lokalforhandlingen i august 2020 aftalt et nyt grundlag for fortsat forhandling, og konklusionen blev efterlevet fuldt ud af virksomheden.

Virksomheden gjorde samtidig gældende, at det efter konklusionen stod virksomheden frit for, hvordan den ville forholde sig til de to regnskaber.

Den faglige voldgiftsret var enig med virksomheden og tilkendegav, at der ikke i konklusionen om, at der skulle udarbejdes og kritiseres to regnskaber kunne indlægges andet og mere, end at virksomheden skulle tilkendegive sit syn på de udarbejdede regnskaber, hvilket virksomheden havde gjort.

Virksomheden blev derfor frifundet for påstanden om, at parterne skulle tilbage til forhandlingsbordet.

Overenskomstens priskuranter gjaldt

Herefter skulle det afgøres, efter hvilken priskurant arbejdet skulle opmåles og honoreres.

Forbundet gjorde gældende, at det måtte anses for aftalt mellem parterne, at opmåling og honorering i mangel af en akkordaftale skulle ske efter ”Betonarbejde i Danmark”, idet virksomheden ikke havde forkastet den omfangsaftale, som betonsjakket i juni 2020 havde fremsendt til virksomheden vedhæftet en mail om, at arbejdet, hvis der ikke inden 14 dage var indgået en akkordaftale, skulle opmåles og honoreres efter ”Betonarbejde i Danmark”.

3F gjorde således gældende, at ved ikke at sige fra, var virksomheden blevet bundet.

Virksomheden gjorde heroverfor gældende, at der ikke var indgået en aftale som hævdet af forbundet, idet ingen af parterne havde underskrevet omfangsaftalen, og virksomheden konsekvent havde ageret på grundlag af overenskomstens priskurant med en slumpakkord for øje, men med overenskomstens priskurant som det grundlag, der efter overenskomsten ville finde anvendelse, hvis parterne ikke blev enige om en slumpakkord.

Også dette var den faglige voldgiftsret enig i og udtalte, at efter dansk rets almindelige regler om aftaleindgåelse kan et vilkår om anvendelse af en bestemt priskurant ved opgørelse af en akkord ikke ensidigt dikteres af den ene part, og at det følger af overenskomsten, at det er overenskomstens priskurant, der finder anvendelse, medmindre andet aftales.

Passivitet ikke automatisk udtryk for accept

Den faglige voldgiftsret udtalte videre, at der skal foreligge særlige omstændigheder for at anse en parts passivitet som udtryk for accept, eller der skal være aftalt en særlig procedure, hvorefter manglende svar på et tilbud inden for en vis frist anses for en godkendelse af tilbuddet, jf. for eksempel overenskomstens bestemmelse om akkorderingskrav.

Forbundet havde herudover ikke godtgjort, at virksomheden havde udvist en adfærd, som kunne forstås som en tilslutning til vilkåret, da parterne løbende havde forhandlet. Da der ikke var tale om et vilkår, som virksomheden efter overenskomsten kunne blive bundet af ved ikke at sige fra inden for en given frist, blev virksomheden frifundet for kravet om, at arbejdet skulle opmåles og honoreres efter ”Betonarbejde i Danmark.

Virksomheden fik således medhold i, at arbejdet skulle opmåles og honoreres efter overenskomstens priskurant.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på kendelse af 18. oktober 2021 i sag nr. FV2021.658.

DI's råd

Afgørelsen gentager dansk rets almindelige regler om, at en aftale kræver, at to eller flere parter er enige. Det forhold, at en part rækker hånden ud og gerne vil lave en aftale, kan ikke (i sig selv) føre til en aftale, medmindre der på anden vis, for eksempel i en overenskomst, er aftalt, at manglende overholdelse af en nærmere bestemt frist, kan forpligte parten.

Relateret indhold

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter