Foto: Colourbox
26.11.21 Vi rådgiver dig Nyheder

Jul og nytår 2021 – Byggeriets overenskomster

Få styr på reglerne om arbejdstid og løn til jul og nytår for medarbejdere omfattet af Bygningsoverenskomsten, Bygge- og Anlægsoverenskomsten, Mureroverenskomsten, Industrioverenskomsten, Maleroverenskomsten, Gulvoverenskomsten, Industri- Træ og Møbeloverenskomsten, HK-overenskomsten og Teknikeroverenskomsten.

1. og 2. juledag

25. og 26. december 2021 er begge søgnehelligdage.

Medarbejderne skal sammen med lønnen for december have udbetalt forskudsbeløb for 1. juledag. Beløbet skal udbetales, uanset om medarbejderne er kaldt på arbejde eller har fri.

Da 2. juledag i år falder på en søndag, skal der ikke betales et forskudsbeløb fra søgnehelligdagskontoen.

Medarbejdere, der kaldes ind, honoreres således med sædvanlig timeløn, forskudsbeløb fra søgnehelligdagskontoen samt overenskomstmæssig overarbejdstillæg.  

Nytår

Nytårsaften, 31. december, er en almindelig arbejdsdag. Det vil sige, at medarbejderne skal have deres sædvanlige timeløn.

Nytårsdag, 1. januar, er en søgnehelligdag. Her gælder de samme regler for betaling som 1. juledag. Det vil sige, at medarbejderne skal have et forskudsbeløb fra søgnehelligdagskontoen, uanset om de arbejder eller har fri.

Medarbejdere, der kaldes ind, honoreres ligeledes med sædvanlig timeløn samt overenskomstmæssig overarbejdstillæg. 

Funktionærer

For funktionærer ansat på HK-overenskomsten og Teknikeroverenskomsten er 24. december samt 1. og 2. juledag samt nytårsdag hele fridage med løn.

Disse dage kan medarbejderen selv vælge at få udbetalt et beløb fra sin fritvalgskonto.

Beløbet på medarbejdernes fritvalgskonto, som endnu ikke er udbetalt, skal udbetales med lønnen for december.

Lærlinge

Hvis en virksomhed holder ferielukket i perioden mellem 1. oktober og 30. april, gælder særlige regler for lærlinge. Reglerne afhænger af, hvornår lærlingen blev ansat, og hvor mange dages betalt ferie, lærlingen allerede har optjent.

Hvis lærlingens ansættelsesforhold er begyndt i perioden fra 1. november til 30. juni, har lærlingen ret til fem dages betalt ferie under ferielukningen, i det omfang lærlingen ikke har optjent ret til løn under ferie eller feriegodtgørelse.

Lærlinge, der er ansat før 1. november, har ret til betalt ferie i fem uger i hele ferieafholdelsesperioden. De har derfor ret til betalt ferie under hele ferielukningen, i det omfang lærlingen ikke har optjent ret til løn under ferie eller feriegodtgørelse.

Har lærlingen optjent feriegodtgørelse i et tidligere job, skal arbejdsgiveren betale differencen, når der holdes ferie. Det gælder, hvis godtgørelsen udgør et mindre beløb pr. dag end fuld løn.

Restbeløb på SH-kontoen

Søgnehelligdags- og feriefridagskontoen opgøres hvert år sammen med afslutningen af lønningsregnskabet for den 52. lønningsuge.

Hvis der er overskud på kontoen, udbetales dette direkte til medarbejderen senest den første lønudbetalingsdag i januar. Medarbejderen kan dog inden 30. november fremsætte ønske om, at restbeløbet indbetales som et ekstraordinært pensionsbidrag.

Hvis der derimod er underskud på kontoen, betragtes det som gæld til virksomheden, som virksomheden kan modregne i medarbejderens tilgodehavende løn.

Ferieloven påvirker ikke SH-udbetalingerne

Søgnehelligdags- og feriefridagsbetaling skal holdes helt adskilt fra feriegodtgørelse, og den nye ferielov har ikke indflydelse på, hvordan søgnehelligdags- og feriefridagsopsparingen optjenes og opgøres ved udgangen af året. Restbeløbet fra søgnehelligdags- og feriefridagskontoen må således ikke indberettes til feriepengeinfo eller afregnes til feriekonto.

Hvem gælder reglerne for

Reglerne gælder for medarbejdere, der er omfattet af Dansk Byggeris timelønsoverenskomster. 

Maleroverenskomstens regler om søgnehelligdags- og feriefridagsgodtgørelse adskiller sig dog fra de ovenfor beskrevne regler, idet medarbejdere efter Maleroverenskomsten i stedet får udbetalt søgnehelligdags- og feriefridagsbetaling i rater i forbindelse med afholdelse af påske, jul og feriefridage.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.