Foto: Colourbox
23.11.21 Vi rådgiver dig Nyheder

Ny trepartsaftale om dagpengerefusion ved fravær på grund af COVID-19

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er tirsdag den 23. november 2021 blevet enige om, at virksomheder igen kan søge refusion for medarbejdere, der må blive hjemme, fordi de bliver syge med COVID-19, ikke er vaccinerede og er nære kontakter eller har syge, smittede eller hjemsendte børn.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om at genindføre den midlertidige suspendering af arbejdsgiverperioden samt den midlertidige ordning med barselsdagpenge til forældre, der må blive hjemme for at passe deres børn som følge af COVID-19.

Suspension af arbejdsgiverperioden ved fravær grundet COVID-19

Arbejdsgivere får med den nye aftale ret til refusion fra første fraværsdag for medarbejdere, der er dokumenteret smittet med COVID-19.

Endvidere er der ret til refusion fra første fraværsdag for medarbejdere, der, efter sundhedsmyndighedernes anbefaling, skal gå i selvisolation, fordi de vurderes at være ”nær kontakt” til en smittet og anbefales at gå i isolation, mens de afventer negativt resultatet af de anbefalede to tests i overensstemmelse med de til enhver tid gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.

Idet sundhedsmyndighederne i skrivende stund alene anbefaler selvisolation for ”nære kontakter”, der ikke er vaccinerede, vil muligheden for sygedagpengerefusion fra 1. fraværsdag alene være relevant for ikke-vaccinerede medarbejdere, der er ”nære kontakter”, og medarbejdere, der er dokumenteret smittet med COVID-19, uanset om sidstnævnte gruppe er vaccineret eller ej.

Se anbefalingerne her: Nær kontakt og 'Anden kontakt'' - Sundhedsstyrelsen

Personer, der er omfattet af ordningen som ”nær kontakt”, der skal gå i selvisolation, skal på tro og love erklære, at de følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger for selvisolation for ”nær kontakt”.

Det er et krav, at personen ikke kan arbejde hjemmefra.

Barselsdagpenge til forældre ved pasning af børn som følge af COVID-19

Forældre (lønmodtagere og selvstændige) til børn, der hjemsendes som følge af et eller flere konkrete smittetilfælde med COVID-19 i dagtilbuddet, skolen eller institutionen mv., og forældre til børn, der er konstateret smittet med COVID-19 vil kunne benytte ordningen.

De omfattede forældre skal opfylde barselslovens betingelser for ret til dagpenge, herunder beskæftigelseskravet.

Det er en betingelse, at ingen af barnets forældre har mulighed for hjemmearbejde, og er forælderen lønmodtager, er det en betingelse, at pågældende ikke har afspadsering, som de kan bruge til pasning af deres børn.

Endvidere er det en betingelse, at der ikke udbetales løn fra arbejdsgiveren eller holdes ferie i de samme dage.

I det tilfælde, hvor et barn er smittet med COVID-19, er det en betingelse, at forælderen ikke har barns sygedage, der kan bruges til pasning af barnet.

Der kan under ordningen udbetales dagpenge for 10 fraværsdage pr. barn inden for en periode på tre måneder.

Ordningen omfatter børn op til og med 13 år.

Hastelovgivning påkrævet

Begge ordninger kræver lovændring, og regeringen vil søge Folketingets opbakning til en hastebehandling.

Ordningerne gælder, når de er blevet vedtaget i Folketinget, med tilbagevirkende kraft fra den 23. november 2021 til og med den 28. februar 2022.

DI vil orientere, når ordningerne er vedtaget ved lov.

Se trepartsaftalen her: trepart_aftaletekst_coroa.pdf (bm.dk)

 

Vejledninger

FAQ Generelt om arbejdsgiveres håndtering af coronavirus

Klik her

Relateret indhold

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter