Foto: Colourbox
06.12.21 Vi rådgiver dig Nyheder

Orientering til kolleger om opsigelse var i strid med persondataloven

Østre Landsret stadfæstede Københavns Byrets dom, da den fandt, at det var i strid med persondataloven, at en skoleleder sendte begrundelsen for at opsige en lærer til skolens 80 ansatte.

Opsagt under prøveperioden

En lærer blev ansat i en stilling som inklusionsvejleder og underviser. Tidligere havde læreren været ansat på flere specialskoler. Hun havde aldrig fået kritik for sit arbejde. Læreren forklarede, at hun i sin nye stilling som inklusionsvejleder også oplevede, at skolelederen gav udtryk for, at hun udførte et godt arbejde.

På trods af dette blev læreren indkaldt til et møde med skolens ledelse. På mødet forklarede ledelsen, at de påtænkte at opsige hende. Ledelsen læste desuden op af baggrunden for opsigelsen. Ledelsen forklarede, at de ikke havde tillid til, at læreren kunne varetage opgaven som inklusionsvejleder. Ifølge læreren, gav hun til sidst på mødet udtryk for, at hun var uforstående over for ledelsens kritik af hende.

Orientering til alle kolleger

Nogle uger efter mødet med ledelsen modtog læreren flere sms’er og telefonopkald fra sine kolleger. Det viste sig, at ledelsen havde udsendt en e-mail, hvori de begrundede opsigelsen af læreren. E-mailen var udsendt til skolens 80 medarbejdere.

I e-mailen stod, at skolens ledelse havde haft flere samtaler med læreren, hvor de havde forsøgt at hjælpe hende med de opgaver, hun ikke formåede at løse tilfredsstillende. Ledelsen skrev desuden, at de havde hjulpet læreren med at prioritere i hendes opgaver, og at de gradvist havde frigjort hende fra hendes undervisningsarbejde.

Chokerede over mailen

En kollega til læreren forklarede, at hun blev chokeret og overrasket over, at ledelsen i e-mailen til de øvrige medarbejdere beskrev baggrunden for deres opsigelse af læreren. Kollegaen forklarede også, at indholdet af e-mailen var meget personligt, og at hendes øvrige kollegaer har udtalt, at det er en ny og anderledes måde at blive orienteret om en opsigelse på.

En anden af lærerens kollegaer forklarede, at han fandt e-mailens indhold enormt krænkende for læreren.

Skolelederen udtaler modsætningsvist, at han ikke forstod kollegernes reaktioner.

Afgørelse

Sagen blev først behandlet ved Københavns Byret, som fandt, at indholdet af e-mailen om baggrunden for lærerens opsigelse indeholdt fortrolige oplysninger, og at man bør kunne forlange, at disse oplysninger ikke deles med kollegaer på samme arbejdsplads.

Retten lagde vægt på, at hensynet til læreren er tungtvejende i vurderingen af hvilke oplysninger, der kan offentliggøres i en opsigelsessituation.

Københavns Byret fandt det ikke berettiget, at skolelederen videregav oplysningerne til de øvrige ansatte og videregivelsen var i strid med persondataloven. Ifølge retten udgjorde mailen en sådan krænkelse af læreren, at hun havde krav på en godtgørelse på kr. 5000,- for tort.

Østre Landsrets flertal erklærede sig enig i byrettens resultat, og stadfæstede byrettens dom.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets afgørelse af  25. februar 2021 i sag nr. Sag BS-54627/2019-OLR.

DI's råd

Sagen viser, at virksomheder i en opsigelsessituation skal tage hensyn til den medarbejder, der opsiges, når de vurderer hvilke oplysninger, der kan videregives til øvrige kolleger.

Virksomheder skal være påpasselige med at offentliggøre oplysninger, der er fortrolige for medarbejderen og kan virke krænkende på den opsagte medarbejders  ære eller person.

Herudover er det generelt vigtigt at orientere sig om, hvilke kategori af oplysninger man deler. Som udgangspunkt vil  fortrolige personoplysninger være i strid med persondataloven at dele.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.