16.03.21 Vi rådgiver dig Nyheder

For hurtig på aftrækkeren med opsigelse

En lægesekretær blev varslet ned i tid fra 30 timer om ugen til 15 timer om ugen. Kun to dage senere blev hun opsagt, fordi virksomheden troede, at hun ville takke nej til de nye vilkår. Østre Landsret afgjorde, at opsigelsen var i strid med deltidsloven, og lægesekretæren blev tilkendt en godtgørelse svarende til tre måneders løn.

Blev varslet ned i tid

Lægesekretæren led af akut belastningsreaktion og gik hjem fra arbejde den 7. februar 2018 som følge af alvorlig sygdom i familien. Den 8. februar 2018 meldte hun sig syg.

Den 21. februar 2018 fremsendte lægesekretæren en friattest, hvor det fremgik, at hun var sygemeldt indtil 9. marts 2018, hvor hendes tilstand skulle vurderes på ny. Den 26. februar 2018 sendte lægen, i den klinik, hvor lægesekretæren arbejdede, en mail, hvori lægesekretæren blev varslet ned i tid fra 30 timer ugentligt til 15 timer ugentligt.

Lægesekretæren svarede, at hun havde brug for tid til at overveje de økonomiske konsekvenser, det ville have for hende, kun at arbejde 15 timer om ugen.

Antog, at lægesekretæren ikke ville acceptere de ændrede vilkår

Efter at lægesekretæren havde ytret, at hun havde brug for mere tid til at overveje de ændrede ansættelsesvilkår, blev hun opsagt.

Lægen i klinikken sendte hende en mail to dage efter varslingen, hvori han skrev, at han fornemmede, at hun ikke var interesseret i arbejdsomlægningen, og derfor at hun blev opsagt.

Lægesekretæren afslog ikke tilbuddet

Af deltidsloven fremgår det, at en medarbejder har ret til en godtgørelse, hvis medarbejderen bliver opsagt som følge af at afslå at gå ned i tid. Det er dertil arbejdsgiverens opgave at kunne bevise, at medarbejderen har afslået dette.

Østre Landsret fandt, at eftersom lægesekretæren ikke afslog at gå ned i tid, men blev opsagt alligevel, så havde virksomheden handlet i strid med deltidsloven.

Virksomheden skulle derfor betale en godtgørelse til lægesekretæren svarende til tre måneders løn.

DI var ikke involveret i sagen.                               

Nyheden er baseret på Østre Landsrets afgørelse af 21. oktober 2020 i sag nr. BS-52330/2019-OLR.

DI's råd

Sagen viser, at virksomheder altid i forbindelse med varsling af væsentlige vilkårsændringer for medarbejdere skal være meget opmærksomme på at have det skriftlige grundlag i varslingsskrivelsen i orden.

Varslingsbrevet bør altid indeholde en frist for medarbejderen til at meddele, om han vil acceptere ændringerne eller vælge at betragte sig som opsagt. Ofte vil virksomheden bede medarbejderen meddele, om han ønsker at fortsætte på de ændrede vilkår eller ønsker at fratræde ved varslets udløb. Fristen skal være af rimelig længde, så medarbejderen har tid til at overveje sine muligheder.

Kontakt altid DI, hvis I har spørgsmål om en konkret situation eller søg rådgivning på di.dk.

Skabeloner

Skabelon til ændring af ansættelsesvilkår

Hent

Relateret indhold

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter