Foto: Colourbox
22.06.21 Vi rådgiver dig Nyheder

Forlod arbejdspladsen efter at have knipset ad chefen

En grafisk designer forlod sin arbejdsplads i utide efter en diskussion med sin chef om en arbejdsopgave. Efter episoden blev grafikeren bortvist, og Retten i Odense afgjorde, at bortvisningen var berettiget, da medarbejderen ikke havde forladt arbejdspladsen som følge af sygdom.

Den grafiske designer blev ansat hos virksomheden den 1. marts 2019 til 30 timer om ugen. Den 1. januar 2020 blev dette hævet til 37 timer om ugen.

Virksomhedens hjemmeside havde problemer

Om morgenen den 24. marts 2020 var der problemer med virksomhedens hjemmeside, og da grafikeren havde ansvar for hjemmesiden, henvendte chefen sig til ham. Grafikeren forsøgte at løse problemet, men konkluderede, at fejlen lå hos virksomhedens IT-udbyder i USA. På grund af tidsforskellen kunne problemet derfor ikke løses med det samme.

Tog hjem uden at ordne hjemmesiden

Den 24. marts 2020 kl. 16 var grafikeren på vej ud ad døren, da chefen tog fat i ham for at høre status på hjemmesiden. Grafikeren svarede, at det amerikanske firma stadig ikke havde besvaret hans henvendelse, og at det derfor måtte vente til dagen efter.

Chefen påpegede, at det næste morgen igen ville være nat hos udbyderen, og at det derfor helst skulle ordnes den pågældende eftermiddag eller aftenen. Chefen pålagde ikke grafikeren overarbejde.

Afslutningsvis tilføjede chefen, at hun var bekymret over, at grafikeren ikke påtog sig et større ansvar for virksomheden. Chefen arbejdede selv til kl. 22, hvor fejlen blev løst.

Knipsede ad chefen næste dag

Den efterfølgende dag tog grafikeren fat i chefen for at vende gårsdagens begivenheder. Under samtalen påpegede grafikeren, at han ikke syntes, at chefens udtalelser havde været i orden.

Chefen sagde endnu en gang, at grafikeren havde en meget firkantet tilgang til arbejdet og ikke tog ansvar. Herefter begyndte grafikeren at tale flabet til chefen og knipse ad hende, hvorefter chefen afsluttede mødet.

Tog hjem i stedet for at genoptage arbejdet

Efter mødet tog medarbejderen hjem, og sagde på vejen ud højlydt ”magen til inkompetence og uprofessionalisme” samt ”se at komme væk herfra” til de andre medarbejdere.

Da det gik op for chefen, at grafikeren ikke havde genoptaget arbejdet, men var gået hjem, tog hun kontakt til en anden chef, der ringede grafikeren op for at få ham tilbage til arbejdspladsen. Dette afslog grafikeren.

Samme dag blev grafikeren bortvist med henvisning til ulovlig bortgang.

Odense Byret afgjorde, at bortvisningen var berettiget, da medarbejderen ikke forlod arbejdspladsen på grund af sygdom, samt at virksomheden havde forsøgt at få ham til at komme tilbage.  

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Retten i Odenses afgørelse af 15. marts 2021 i sag nr. BS-29300/2020-ODE.

DI's råd

En bortvisning er den hårdeste sanktion over for en medarbejder, og det er derfor vigtigt, at der er et sagligt grundlag for bortvisningen. I denne sag havde medarbejderen misligholdt ansættelsesvilkårene væsentligt ved at forlade arbejdet i utide uden at have en lovlig fraværsgrund eller en aftale med virksomheden herom.

Kontakt altid DI, hvis en medarbejder har forladt arbejdet i utide, eller på anden måde misligholdt ansættelsesvilkårene, inden en eventuel bortvisning.

Skabeloner

Skabelon til bortvisning

Hent

Åbningstider:

Mandag-torsdag kl. 8-17
Fredag kl. 8-16

Ring til os:

Industriens Overenskomst
Kontakt os på 3377 3197 (Industrivagten)

Byggeri – overenskomst og funktionærer
Kontakt os på 3377 3850 (Byggerivagten)

Transport – overenskomst og funktionærer
Kontakt os på 3377 3199 (Transportvagten)

 

Funktionærer  - Industriens Funktionæroverensomst og uden overenskomst
Kontakt os på 3377 3198 (Funktionærvagten)

Service-, kantine-, vaskeri- eller vagt- og sikkerhedsvirksomhed – overenskomst og funktionærer
Kontakt os på 3377 4908 (Servicevagten)

Er du fra en anden branche eller i tvivl om, hvilken vagt du skal bruge?
Kontakt vores omstilling på 3377 3377

Relateret indhold

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter