Foto: Colourbox
04.03.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Sådan gør I, hvis jeres medarbejder vil deltage i krigen i Ukraine

Flere virksomheder har i øjeblikket medarbejdere, der frivilligt ønsker at deltage i krigen i Ukraine. Her er en vejledning til, hvordan virksomheden kan håndtere situationen, og hvad man skal være særligt opmærksom på som arbejdsgiver.

Almindelige ansættelsesretlige regler

I et ansættelsesforhold er medarbejderen forpligtet til at udføre det arbejde, der er aftalt, og arbejdet modsvares af virksomhedens forpligtelse til at betale den aftalte løn.  

Hvis en medarbejder ønsker at forlade sit arbejde for at deltage i krigen i Ukraine, er der ikke lovgivning eller overenskomster, der giver medarbejderen ret til frihed fra sit arbejde.

Medarbejderens fravær skal derfor håndteres efter de almindelige ansættelsesretlige regler.

Aftale om frihed

Virksomheden kan vurdere i det enkelte tilfælde, om medarbejderes ønske om fravær kan imødekommes med en aftale.

Hvis virksomheden ønsker at imødekomme medarbejderens ønske om fravær, anbefaler DI, at aftalen skrives ned og underskrives af parterne, så det er klart, hvad der er aftalt.

Aftalen kan indeholde bestemmelser om, at medarbejderen afholder frihed uden løn i en periode (orlov), medarbejderen afholder ferie, feriefridage eller afspadsere, eller virksomheden kan vælge at betale løn – helt eller delvist – under fraværet i en bestemt periode.

Kontakt DI, hvis I ønsker at lave en aftale om medarbejderens fravær under deltagelse i Krigen i Ukraine.

Tvingende familiemæssige årsager

Der kan dog være situationer, hvor der kan opstå tvingende familiemæssige årsager, og medarbejderen lovligt kan udeblive fra arbejde.

Tvingende familiemæssige årsager er situationer, hvor medarbejderen har et kortvarigt fravær, der giver medarbejderen mulighed for at håndtere opståede situationer, hvor nærtstående familiemedlemmer er kommet til skade, eller hvor der er opstået akut sygdom, og medarbejderens tilstedeværelse er påtrængende nødvendig.

Medarbejderens ret til løn i denne situation kan være reguleret i overenskomsten.

Kontakt DI hvis medarbejderen forlader arbejdet på grund af tvingende familiemæssige årsager.

Arbejdstilladelse kan bortfalde

Hvis medarbejderen har statsborgerskab fra Ukraine eller et andet tredjeland og har en opholds- og arbejdstilladelse for at kunne arbejde lovligt her i landet, skal I være særligt opmærksom på, om medarbejderens opholds og arbejdstilladelse fortsat er gyldig ved medarbejderens tilbagevenden til Danmark efter udrejsen til Ukraine.

Hvis en medarbejder med statsborgerskab fra et tredjeland vælger at opgive sin bopæl i Danmark og udrejse for at gøre militær tjeneste i Ukraine, vil medarbejderens arbejds- og opholdstilladelse bortfalde ved udrejsen.

Medarbejderen kan derefter ikke begynde arbejde i Danmark igen, før vedkommende har en ny arbejdstilladelse, der giver ret til at arbejde for virksomheden i Danmark.

Hvis medarbejderen beholder sin bopæl i Danmark og udrejser til Ukraine, kan medarbejderen udrejse i op til seks måneder, hvis vedkommende har en midlertidig opholdstilladelse.

Medarbejdere der har en opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold (permanent opholdstilladelse) og som bevarer sin bopæl i Danmark kan udrejse i op til 12 måneder.

Hvis medarbejderen opholder sig uden for Danmark i en længere periode end bortfaldsreglerne giver mulighed for, vil opholdstilladelsen altså bortfalde, og medarbejderen kan først arbejde i Danmark efter sin tilbagevenden, når en ny arbejdstilladelse er blevet udstedt.

Kontakt DI for rådgivning - DI (danskindustri.dk)

Læs mere 

Invasion af Ukraine: Få hjælp af DI - Dansk Industri

Ukrainere kan blive i Danmark i op til seks måneder - DI (danskindustri.dk)

Dekret om mobilisering af ukrainske mænd mellem 18 og 60 år - DI (danskindustri.dk)

Internationale medarbejdere - DI (danskindustri.dk)

Indrejseregler for ukrainske statsborgere Ny i Danmark

 

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.