Foto: Getty Images
10.05.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Ikke forskelsbehandling at opsige fleksjobber

En bioanalytiker, der var ansat under fleksordning, blev opsagt som følge af nedskæringer. Øster Landsret fandt frem til, at opsigelsen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Opsagt grundet nedskæringer og manglende faglige funktioner

Sagen handlede om, hvorvidt det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en region opsagde en medarbejder med et handicap, som var ansat i fleksjob.

Grundet nedskæringer skulle regionen opsige en del medarbejdere. I alt blev 191 medarbejdere, heriblandt syv medarbejdere i fleksjob, opsagt. Blandt de opsagte var 14 bioanalytikere, hvoraf seks var ansat i fleksjob.

I forbindelse med nedskæringen foretog ledelsen en vurdering af medarbejdernes kompetencer i forhold til arbejdspladsens fremtidige behov. Der blev brugt en skala fra 1-4 på tre overordnede kriterier; faglige kompetencer, opgavevaretagelse og personlige kvalifikationer.

Medarbejderen blev vurderet af ledelsen til 2 point på alle tre kriterier, med henvisning til hendes begrænsede faglige funktioner, og at hun var meget ustabil grundet sygdom.

Klagede over forskelsbehandling

Medarbejderen valgte at klage over forskelsbehandling grundet hendes handicap, og fordi hun mente, at arbejdsgiveren ikke i tilstrækkelig grad havde forsøgt at omplacere hende og dermed ikke havde opfyldt tilpasningsforpligtelsen.

Endvidere gjorde forbundet under sagen i byretten gældende, at den statistiske sandsynlighed for, at alle seks fleksjobansatte bioanalytikere ved en tilfældighed var blandt de 14, der blev opsagt, ud af i alt ca. 300 bioanalytikere, er ca. 1 til 35 millioner.

Østre Landsrets afgørelse

Flertallet i Østre Landsret fandt ikke, at antallet af opsagte medarbejdere i fleksjob, set i forhold til de tilbageværende medarbejdere i fleksjob, udgjorde forskelsbehandling.

Landsretten medgav, at kvinden ikke besad de væsentligste faglige kompetencer, der var nødvendige, og at arbejdsgiveren ikke havde tilsidesat tilpasningsforpligtelsen.

Yderligere lagde landsretten vægt på, at det forhold, at medarbejderens fysik og fleksibilitet indgik som underpunkter i vurderingsskemaerne, ikke udgjorde faktiske oplysninger, der gav anledning til formodning om forskelsbehandling.

Medarbejderen fik derfor ikke medhold i sin klage.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets afgørelse af 25. maj 2021 i sag nr. BS-25104/2020.

DI's råd

Ofte vil medarbejdere, som er ansat i fleksjob, have lidelser, der udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det betyder ikke, at det er udelukket at opsige medarbejderen på grund af sygefravær eller manglende faglige kompetencer.

Der skal imidlertid i sådanne situationer foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, herunder om arbejdsgiveren har levet op til sin tilpasningsforpligtelse, eller om en tilpasning vil være uforholdsmæssig byrdefuld for arbejdsgiveren at iværksætte.

Afgørelsen viser også, at der ikke automatisk er tale om forskelsbehandling, hvis et større antal af medarbejdere på fleksjob opsiges.

I denne sag anvendte arbejdsgiveren faglige og personlige kvalifikationer samt øvrige jobrelaterede forhold som kriterier ved opsigelsen. Disse kriterier fremstod neutrale, og opsigelsen af medarbejderen var derfor saglig.

Kontakt DI, hvis I er i tvivl om, hvorvidt en af jeres medarbejdere har et handicap i forskelslovens forstand, eller hvis I overvejer at opsige en medarbejder, der er handicappet.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.