Foto: Colourbox
21.06.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Direktiv om forskelsbehandling omfatter også formanden i en forening

EU-Domstolen har i en dom slået fast, at formanden i en fagforening er omfattet af direktiv om forskelsbehandling.

Formanden overskred aldersgrænse for valg

En fagforening havde i sine vedtægter fastsat en aldersgrænse for, hvilke medlemmer der kunne vælges til hvervet som formand.

Formanden ville gerne genvælges, men hun havde overskredet aldersgrænsen.

Formanden klagede til Ligebehandlingsnævnet, fordi hun mente, at aldersgrænsen i vedtægterne var i strid med forskelsbehandlingsloven, og sagen endte i Østre Landsret.

Landsretten spurgte i den forbindelse EU-Domstolen om, hvorvidt aldersgrænsen i vedtægterne var i strid med direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, herunder om formanden overhovedet var omfattet af direktivets bestemmelse om ”vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse”.

Hertil bemærkes, at formanden var ansat på fuld tid, fik løn, var omfattet af ferieloven og var underlagt instruktioner fra en overordnet.

Forbundet mente, at hvervet som formand ikke var omfattet af direktivets begreber ”lønnet beskæftigelse”, ”selvstændig erhvervsvirksomhed” og ”erhvervsmæssig beskæftigelse”, og at formanden heller ikke var ”arbejdstager” i EU-traktatens forstand.

Formand var omfattet af direktivet

EU-Domstolen fandt, at formanden var omfattet af direktivets anvendelsesområde. EU-Domstolen bemærkede i den forbindelse, at direktivet ikke er begrænset til kun at omfatte ”arbejdstagere” i EU-traktatens forstand.

Østre Landsret skal nu afsige dom i sagen.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på EU-Domstolens dom af 2. juni 2022 i sag nr. C-587/20.

DI's råd

Sagen viser, at direktivet har et bredt anvendelsesområde, og det er derfor ikke kun ”arbejdstagere” i traditionel forstand, der er omfattet af direktivet.

Østre Landsret har over for EU-Domstolen tilkendegivet, at landsretten mener, at formanden er blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af alder, hvis hun er omfattet af direktivet.

Der er ikke afsagt dom i landsrettens sag endnu, men det vil være overraskende, hvis landsretten ikke finder, at vedtægterne er i strid med forskelsbehandlingsloven.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.