Foto: Getty Images
14.06.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Uopsigelige lokalaftaler er i strid med overenskomsten

Intet varer for evigt. En ny faglig voldgift slår fast, at lokalaftaler under Industriens Overenskomst ikke må være uopsigelige. Hver af de lokale aftaleparter skal altid ensidigt kunne frigøre sig fra lokalaftalen ved at sige den op.

Lokalaftale uden ret til opsigelse for den enkelte part

En virksomhed havde indgået en lokalaftale om skifteholdsarbejde med tillidsrepræsentanten.

Lokalaftalen indeholdt en bestemmelse om, at aftalen kun kunne siges op, hvis begge de lokale parter var enige om det.

Det betød, at den ene aftalepart reelt kunne blokere for opsigelse af aftalen – og i princippet til evig tid.

I strid med overenskomsten

DI var af den opfattelse, at lokalaftalens bestemmelse var i strid med Industriens Overenskomst, der sikrer begge de lokale parter en ret til opsigelse.

Dommeren var enig og gav DI medhold i sagen med følgende principielle præmisser:

 ”Efter § 8, stk. 2, litra a, kan en lokalaftale opsiges af begge parter med 2 måneders varsel til udgangen af en måned, ”medmindre aftale om længere varsel er/bliver truffet”. Bestemmelsen er præceptiv og kan således ikke fraviges ved lokalaftale, jf. overenskomstens § 8, stk. 7, modsætningsvis.

 Bestemmelsen indeholder en ret for hver af parterne til at opsige lokalaftalen. Opsigelsesvarslet skal minimum være 2 måneder til udgangen af en måned, men dette varsel kan efter parternes aftale forlænges. Forlængelse kan dog ikke ske i det uendelige eller lignende, idet det vil betyde, at hver parts ret til at opsige lokalaftalen herved bliver gjort illusorisk.”

Med andre ord er uopsigelighed i lokalaftaler i strid med Industriens Overenskomst.

Afgørelsen har direkte betydning, også for Industriens Funktionæroverenskomst, der indeholder en tilsvarende bestemmelse om opsigelse af lokalaftaler.

Forlænget opsigelsesvarsel i den konkrete sag

I denne konkrete sag kunne lokalaftalen først opsiges til bortfald ved overenskomstperiodens udløb den 28. februar 2023.

Afgørelsen er på dette punkt helt konkret begrundet i de lokale parters forhold, fordi parterne oprindeligt havde ønsket at aftale et længere opsigelsesvarsel end de to måneders minimumsvarsel, der følger af Industriens Overenskomst.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på kendelse af 30. maj 2022 i faglig voldgift FV 2021.825.

DI mener

Afgørelsen er principiel, da det ville have skabt en uhensigtsmæssig retstilstand, hvis den ene part i en lokalaftale kan blokere for opsigelse af lokalaftaler.

Et anderledes udfald af sagen kunne have betydet, at lokalaftalers indhold principielt ville kunne fastfryses til evig tid, hvilket ville være problematisk, da de lokale forhold, som lokalaftaler typisk regulerer, ofte forandrer sig over tid. Det er derfor vigtigt for de lokale parter at have retten til at sige lokalaftaler op.

DI hilser derfor afgørelsen velkommen.

Skabeloner

Lokalaftale om arbejdstid - Industriens Overenskomst

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.