Foto: Bygma
29.05.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Løntilskud og højere lønrefusion for elever resten af 2020

Ny trepartsaftale betyder, at virksomheder kan få løntilskud til lærlinge og elever fra 1. maj 2020 og året ud. Løntilskuddet afhænger af, hvilke uddannelsesaftaler der er tale om, og hvornår aftalen er indgået. Lønrefusionen for skoleophold forhøjes med 20 pct. for uddannelsesaftaler i 2. halvår, dog ikke korte aftaler. (Opdateret den 1. juli 2020)

Midlertidig løntilskudsordning

Der etableres en midlertidig løntilskudsordning, der gælder fra 1. maj 2020 til og med 31. december 2020. Størrelsen på løntilskuddet afhænger af uddannelsesaftalen. Virksomheden kan få:

  • 75 pct. i løntilskud for de lærlinge og elever, der allerede var ansat inden den 1. maj 2020. Det gælder for alle uddannelsesaftaler uanset aftaletype.
  • 90 pct. i løntilskud for nye ordinære uddannelsesaftaler, restaftaler, kombinationsaftaler og ny mesterlæreaftaler, der starter fra 1. maj 2020 eller derefter. 
  • 45 pct. i løntilskud til nye korte aftaler, der starter 1. maj 2020 eller derefter. Det er en betingelse for løntilskuddet, at den korte aftale er en ny aftale mellem virksomhed og elev. Virksomheden må altså ikke tidligere have haft en kort aftale med samme elev.

Restaftaler, der bliver indgået efter en udløbet eller opsagt kort aftale, vil tælle som en ny aftale og dermed udløse 90 pct. i løntilskud. Det gælder både i de tilfælde, hvor en kort aftale udløber som planlagt, og hvis en kort aftale ophæves før tid for at blive erstattet af en restaftale. 

Løntilskuddet gælder kun for praktikperioderne, da virksomhederne modtager lønrefusion under skoleperioderne.

Voksenlærlinge og -elever

Voksenlærlinge og -elever er også omfattet af ordningen. Det gælder også, hvis virksomheden samtidig modtager løntilskud til voksenlærlingen/-eleven fra jobcenteret.  Man kan altså få både det ekstraordinære løntilskud fra AUB og evt. løntilskud til voksenlærlinge/-elever fra jobcenteret samtidigt, også selv om det kan betyde, at virksomheden får en kompensation på mere end 100 pct.

Hvilken løn beregnes tilskuddet af?

Lønbegrebet i ordningen bliver A-indkomst + pension svarende til lønbegrebet fra lønkompensationsordningen. A-indkomst indeholder udbetalinger i form af fritvalg, SH, og ferie.

Hvis virksomheden får lønkompensation for elever

Hvis virksomheden får lønkompensation for deres lærlinge/elever i regi af den generelle lønkompensationsordning, vil der ikke samtidig kunne ydes løntilskud. Når lønkompensationsordningen udløber, vil virksomhederne kunne få løntilskud til lærlinge/elever.

Forhøjet lønrefusion under skoleophold resten af 2020

Lønrefusionssatsen under skoleophold bliver øget med 20 pct. i 2. halvdel af 2020. Det gælder for ordinære uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler og restuddannelsesaftaler (og altså ikke for korte aftaler).

Samtidig suspenderes reglen om, at lønrefusionen maks. må udgøre 100 pct. af lønudgiften for skoleophold for disse aftaletyper i perioden.

Hvad skal virksomheden gøre?

Løntilskuddet bliver udbetalt automatisk fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) til jeres NemKonto. Første udbetaling forventes til september 2020. Her vil I få udbetalt løntilskuddet med tilbagevirkende kraft fra 1. maj 2020.

Den forhøjede lønrefusion under skoleophold vil blive udbetalt på samme måde, som den almindelige lønrefusion bliver udbetalt fra AUB i dag. Den forventes implementeret i oktober.

Som virksomhed skal I altså ikke foretage jer noget.

Løntilskuddet er ikke statsstøtte

Børne- og Undervisningsministeriet har meddelt, at tiltagene i trepartsaftalen ikke indebærer statsstøtte. Tilskud i henhold til trepartsaftalen bliver derfor heller ikke ydet som de minimis-støtte.

Mere om trepartsaftalen

Trepartsaftalen blev indgået 28. maj 2020. Du kan læse mere om den samlede aftale her: AUB-aftale skal holde hånden under lærlinge og elever, mener DI

Birgitte Winge

Birgitte Winge

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3893
  • Mobil +45 2949 4658
  • E-mail biw@di.dk

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.