Prøvetid

Virksomheder kan aftale prøvetid med nyansatte i de første tre måneder af en ansættelse. Dette betyder, at virksomheden kan opsige medarbejderen med et forkortet varsel på 14 dage.

Når I ansætter en medarbejder, er det en fordel for jer begge at aftale prøvetid. Her kan I se hinanden an og afgøre, om medarbejderens kompetencer og forventningerne til stillingen stemmer overens med stillingens reelle indhold. Finder en af jer ud af, at ansættelsen ikke er tilfredsstillende, kan I opsige ansættelsesforholdet med et forkortet varsel.

I kan aftale prøvetid med følgende medarbejdere:

  • Funktionærer
  • Funktionærlignende ansatte
  • Ledere omfattet af Lederaftalen
  • Ansatte under overenskomst, hvor der er bestemmelser om prøvetid.

For timelønnede under overenskomst kan I som udgangspunkt ikke aftale en prøvetid.

Mulighed for at opsige med forkortet varsel

Har I aftalt prøvetid, kan I opsige ansættelsesforholdet inden for de første tre måneder af ansættelsen med et forkortet varsel:

  • I kan opsige funktionæren med 14 dages varsel (kalenderdage)
  • Funktionæren kan selv opsige ansættelsesforholdet uden varsel.

I kan aftale, at funktionæren på lige fod med jer har et opsigelsesvarsel på 14 dage i prøvetiden.

De 14 dage skal kunne rummes inden for prøvetiden på 3 måneder. Det vil sige, at den forkortede opsigelse senest kan ske ved 2,5 måneders ansættelse. Overskrider I de tre måneder ved fratrædelsen, skal funktionæren i stedet opsiges med en måneds varsel til udgangen af en måned.

Aftal prøvetid i ansættelseskontrakten

I skal kunne dokumentere, at der er aftalt prøvetid. I praksis sker dette ved, at I indfører et afsnit om prøvetid i ansættelseskontrakten.

I skal senest aftale prøvetid i forbindelse med ansættelsesaftalen. I kan ikke efterfølgende aftale prøvetid.

Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt der er aftalt prøvetid, kan I ikke opsige funktionæren med et forkortet varsel.

Hvis der ikke er aftalt prøvetid, gælder funktionærlovens almindelige opsigelsesvarsler.

I kan ikke aftale prøvetid for timelønnede

I f.eks. Industriens Overenskomst er der intet opsigelsesvarsel fra både virksomhedens og medarbejderens side de første seks måneder af ansættelsesforholdet.

I kan ikke aftale prøvetid efter de første seks måneder.

Skabeloner

FÅ SKRÆDDERSYET EN FUNKTIONÆRKONTRAKT

Hent
For medlemmer

I dybden med prøvetid

Få svar på, hvad konsekvensen er, når der ikke er aftalt prøvetid, hvornår prøvetid kan aftales, om prøvetiden kan forlænges, hvordan en aftale om prøvetid dokumenteres – og meget mere.

Gå i dybden

Artikel opdateret den 16.04.19

Har du brug for rådgivning?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp. 

Juravagten

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00

Telefon: 3377 3377

Mail: jura@di.dk

Relateret