Vikarer

Har virksomheden brug for ekstra arbejdskraft i en kortere eller længere periode, kan det være fordelagtigt at anvende vikarer. Der er væsentlige personalejuridiske hensyn at tage, uanset om I ønsker at ansætte en vikar direkte i virksomheden, eller I rekvirerer en fra et vikarbureau.

I kan ansætte vikarer på to måder:
  • direkte i virksomheden
  • gennem et vikarbureau.

Hvis I anvender vikarer ansat direkte i virksomheden eller lejer fra et vikarbureau, er der særlige regler, der regulerer ansættelsesforholdet. Vikarer er som udgangspunkt ansat i en tids- eller opgavebestemt stilling, der efterfølgende ophører uden yderligere varsel.

Har I brug for ekstra arbejdskraft i en kortere eller længere periode, kan det være fordelagtigt at anvende vikarer. Der er væsentlige personalejuridiske hensyn at tage, uanset om I ønsker at ansætte en vikar direkte i virksomheden, eller I rekvirerer en fra et vikarbureau.

Vikarer skal behandles som egne ansatte

Ansætter I en vikar direkte i virksomheden, er vikaren omfattet af loven om midlertidig ansættelse. Hovedprincipperne i denne lov er, at ansættelsesvilkårene for vikaren eller den tidsbegrænsede ansatte ikke må være dårligere end de fastansatte, der udfører samme type arbejde.

Det betyder, at vikaren er omfattet af de samme regler som enhver anden medarbejder, der udfører samme opgaver som vikaren. Vikaransættelsen kan være begrænset til en bestemt tidsperiode eller til udførelsen af en bestemt opgave. Her ophører ansættelsesforholdet uden yderligere varsel enten på det angivne tidspunkt eller ved en konkret opgaves afslutning.

Det samme gælder for vikarer, der ansættes direkte i virksomheden til at arbejde med handels- og kontorarbejde. De er omfattet af funktionærloven, og hvad der ellers gælder funktionærerne i virksomheden.

Vikarer fra et vikarbureau er ikke ansat i virksomheden

Når en virksomhed (i det følgende omtalt som ’brugervirksomheden’) anvender vikarer fra et vikarbureau, har vikarerne ikke status som ansatte i brugervirksomheden.

Det er vikarbureauet, som er vikarernes arbejdsgiver. Vikarens ansættelsesforhold er reguleret gennem den ansættelsesaftale, som vikaren har indgået med vikarbureauet.

Det er derfor vikarbureauet, der skal overholde lovgivningens almindelige arbejdsgiverforpligtelser over for vikarerne som for eksempel at:

  • Udstede et ansættelsesbevis til vikaren 
  • Udbetale løn
  • Administrere feriepenge
  • Udbetale G-dage.

Det er dog brugervirksomheden, som skal tegne arbejdsskadeforsikring for vikarerne, da det er hos brugervirksomheden, at arbejdet udføres.

Vikarer fra et vikarbureau, der udfører funktionærarbejde er hverken omfattet af funktionærloven eller Industriens Funktionæroverenskomst, medmindre vikarbureauet har tiltrådt Industriens Funktionæroverenskomst eller en anden overenskomst, der kan dække arbejdet.

For disse administrative vikarer vil alle arbejdsvilkår afhænge af, hvad der er aftalt mellem vikarbureauet og vikaren. I sådanne tilfælde er det vigtigt at udarbejde et uddybende ansættelsesbevis.

For medlemmer

I dybden med vikarer

Få svar på, hvilke regler der gælder for vikarer, om jeres virksomhed er omfattet af vikarloven, hvordan vikarbureauer sikrer, at ligebehandlingsprincippet i vikarloven er opfyldt, hvad vikarloven betyder for et vikarbureau, som er omfattet af Industriens Overenskomst – og meget mere.

Gå i dybden

Artikel opdateret den 16.04.19

Skabeloner

Ansættelsesaftale - Vikarer

Hent

Har du brug for rådgivning?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp. 

Juravagten

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00

Telefon: 3377 3377

Mail: jura@di.dk

Relateret