24.01.17 Vi rådgiver dig Nyheder

Elevs lydoptagelse gjorde ingen forskel

Det var ikke forskelsbehandling, men manglende tillid, som var årsagen til, at en virksomhed ophævede uddannelsesaftalen med en logistikelev inden for prøvetiden. Det kunne en hemmelig lydoptagelse ikke ændre på.

Ville ikke indordne sig

En logistikelev var omkring to måneder inde i sin prøvetid, da virksomhedens direktør i samråd med elevens uddannelsesansvarlige indskærpede over for eleven, at han skulle indordne sig efter virksomhedens retningslinjer. Virksomheden havde blandt andet oplevet problemer med elevens indstilling til at påtage sig overarbejde.

Optog samtale på iPhone

Dagen efter indkaldte eleven selv virksomhedens direktør til et nyt møde og optog samtalen på sin iPhone - uden at fortælle direktøren det. Samtalen udviklede sig til en diskussion, og virksomheden valgte kort derefter at ophæve elevens uddannelsesaftale.

Eleven hævdede, at direktøren på mødet havde udtalt sig krænkende om elevens etniske oprindelse. Og han mente, at virksomheden forskelsbehandlede ham, da den ophævede hans uddannelsesaftale.

Eleven valgte derfor at rejse krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven for Tvistighedsnævnet. Han fremlagde lydfilen fra mødet med direktøren som bevis.

Ikke forskelsbehandlet

Tvistighedsnævnet nåede frem til, at elevens etniske baggrund ikke var årsag til, at virksomheden ophævede elevens uddannelsesaftale.

Det skyldtes derimod, at virksomheden inden for prøvetiden havde mistet tilliden til, at eleven ville indordne sig efter de normer, som gjaldt i virksomheden.

DI førte sagen for virksomheden.

di's Råd

Hvis det inden for de første tre måneder af en uddannelsesaftale viser sig, at eleven ikke har de nødvendige kompetencer eller den rette indstilling til arbejdet, kan virksomheden ophæve aftalen uden nærmere begrundelse og varsel. 

Sagen er et eksempel på, at virksomheder netop i prøvetiden har en særlig grund til at reagere, hvis de er usikre på, om eleven er egnet. Virksomheder skal dog stadig være opmærksomme på, at lønmodtagere er beskyttet efter forskelsbehandlingsloven både i og efter prøveperioden.

Har du brug for hjælp?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider:

Mandag til fredag kl. 8.00 - 17.00 

Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter