14.11.18 Vi rådgiver dig Nyheder

Uklar fratrædelsesaftale kom piloten til gode

FRATRÆDELSESAFTALE. Den måde, lønnen skulle beregnes på i en fratrædelsesaftale, var uklart formuleret af en virksomhed. Denne uklarhed kom piloten til gode, og virksomheden skulle derfor udbetale piloten en række ekstra tillæg.

Tvivl om løn i fratrædelsesaftalen

En pilot beskæftiget med flyfragt indgik i januar 2016 en fratrædelsesaftale med virksomheden, hvor der stod, at piloten i fratrædelsesperioden havde ret til fem måneders løn udregnet efter ”overenskomstens fuldtidsløn + tillæg”. Det viste sig dog, at parterne ikke var enige om, hvilke tillæg aftalen omfattede.

Piloten mente, at han var berettiget til kaptajnstillæg, som allerede var blevet udbetalt, til natfragtertillæg samt til udestationstillæg.

Virksomheden mente derimod, at piloten blot havde ret til kaptajnstillægget og natfragtertillæg i en del af fratrædelsesperioden.

Natfragtertillæg og udestationstillæg

Natfragtertillægget er i overenskomsten tænkt som et tillæg for de gener, piloter kan opleve ved at skulle have dobbelt husføring. Senere i sagen kom det dog frem, at piloter, som ikke oplevede disse gener, alligevel fik udbetalt tillægget. Virksomheden udbetalte tillægget bredt for ikke at diskriminere imellem piloterne.

Virksomheden havde i andre tilfælde, både før og efter fratrædelsesaftalen med piloten, indgået fratrædelsesaftaler, som omfattede både natfragtertillæg og udestationstillæg.

Virksomheden mente dog i den konkrete sag ikke, at der var tvivl om tillæggene, blandt andet fordi piloten ikke tidligere i sin ansættelse havde fået udbetalt selve udestationstillægget, men i stedet valgt at benytte et tilbud om at få konverteret det til flybilletter.

Andre aftrædelsesaftaler indeholdte de ekstra tillæg

Københavns Byret gav piloten medhold i sagen, og han var derfor berettiget til kaptajnstillægget, natfragtertillægget og udestationstillægget i de fem måneders fratrædelsesperiode.

Byretten lagde her vægt på, at det var virksomheden, der havde formuleret fratrædelsesaftalen, og som derfor var ansvarlig for, at den var uklar. Derudover lagde retten vægt på, at dette resultat var i overensstemmelse med virksomhedens øvrige fratrædelsesaftaler.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på København Byrets afgørelse af den 26. september 2018 i sag Sag BS-2368/2018.

di's råd

Sagen viser, at virksomheder skal formulere sig klart, når de indgår fratrædelsesaftaler med medarbejdere, da uklarheder som udgangspunkt vil komme medarbejderen til gode.

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret