Vi rådgiver dig Nyheder

Nu bliver det dyrere at strejke og at bryde uddannelsesaftaler

OVERENSKOMST. LO og DA indgik den 17. december 2018 en aftale om bod i Arbejdsretten for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og godtgørelse i Tvistighedsnævnet for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftaler.

Overenskomststridige arbejdsnedlæggelser

Den sædvanlige bod for deltagelse i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser hæves fra 40 kr. til 56 kr. pr. time for faglærte og fra 35 kr. til 50 kr. pr. time for ufaglærte.

Tillægget for fortsat arbejdsnedlæggelse efter pålæg i Arbejdsretten fastholdes på det nuværende niveau på 30 kr. pr. time for både faglærte og ufaglærte.

Ændringerne gælder for arbejdsnedlæggelser, der finder sted fra den 17. december 2018.

Bodsrabat

Bodsrabatten i forbindelse med forlig i sager om overenskomststridige arbejdsnedlæggelser justeres, så rabatten for arbejdsnedlæggelser frem til første retsmøde ændres fra 10 kr. til 13 kr. pr. time, og rabatten fra første retsmøde og fem arbejdsdage frem ændres fra 20 kr. til 23 kr. pr. time.

Bod for andre overenskomstkrænkelser

LO og DA forudsætter, at overenskomstparterne selv regulerer bodsbeløb, som konkret er aftalt på enkelte overenskomstområder, hvis parterne finder grundlag for det.

Godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftaler

Parterne har aftalt, at godtgørelsen for almindelige elever hæves fra 30.000 kr. til 40.000 kr., mens godtgørelsen til voksenelever hæves fra 50.000 kr. til 53.000 kr. Ved fastlæggelse af niveauet gælder de samme principper som hidtil.

Ændringerne gælder i sager, der afgøres eller afsluttes efter den 17. december 2018.

Kilde: Dansk Arbejdsgiverforening

OBS

Nyheder om satser og regler udgives i oplysningsøjemed og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Der kan ikke rejses krav mod DI om godtgørelse for skade eller tab som følge af brug af nyheden. Uanset om der er tale om fejlskrift eller andre forhold, der kan henføres til nyheden.

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret