09.01.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Nyt opholdskrav til optjening af dagpenge

DAGPENGE. For at kunne opnå ret til arbejdsløshedsdagpenge i Danmark er det nu et krav, at medlemmer af en arbejdsløshedskasse har opholdt sig her i landet eller i et andet EU/EØS-land eller Schweiz i sammenlagt 7 år inden for de seneste 12 år. Desuden er der nu mulighed for, at visse typer ophold i udlandet kan sidestilles med ophold her i Danmark.

Opholdskrav for at opnå arbejdsløshedsdagpenge

Den 20. december 2018 vedtog et flertal i Folketinget et nyt opholdskrav for at kunne opnå ret til dagpenge.

Medlemmer af en arbejdsløshedskasse skal som udgangspunkt have opholdt sig lovligt her i landet eller i et andet EU/EØS-land eller Schweiz i sammenlagt mindst 7 år inden for de seneste 12 år for at kunne opnå retten. Dog vil ophold i udlandet i nogle tilfælde også tælle med i opgørelsen af ophold her i landet.

Følgende ophold i udlandet sidestilles med ophold her i landet:

  1. Hyre på et dansk skib.
  2. Ophold i udlandet som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed.
  3. Ophold i udlandet i øvrigt som beskæftiget i offentlig dansk interesse.
  4. Ophold i udlandet som ansat i en dansk virksomhed, herunder filial eller datterselskab.
  5. Ophold i udlandet med henblik på erhvervskompetencegivende uddannelse, når medlemmet har opfyldt kravet om bopæl og ophold, umiddelbart før uddannelsen blev påbegyndt.
  6. Ophold i udlandet som forsker ved et udenlandsk universitet, forskningsinstitution eller virksomhed, når medlemmet har opfyldt kravet om bopæl og ophold, umiddelbart før udlandsopholdet blev påbegyndt.

Udstationerede optjener ret til dagpenge

Ved opgørelsen af opholdskravet medregnes ophold i udlandet som ansat i et dansk firmas filial eller datterselskab. Det vil sige, at ansættelse i et datterselskab i udlandet kun kan sidestilles med ophold i Danmark, såfremt moderselskabet har »bestemmende indflydelse« i datterselskabet. En dansk virksomheds afdeling i udlandet, der ledes direkte fra hovedselskabet i Danmark, og hvor afdelingen ikke er en selvstændig juridisk person, må betragtes som en filial af moderselskabet i Danmark.”

Lokalansatte personer i datterselskaber (hvor den danske hovedkoncern har bestemmende indflydelse) vil kunne sidestille opholdet i udlandet med ophold i Danmark, da de vil være omfattet af undtagelsen om ”ophold i udlandet som ansat i et dansk firmas filial eller datterselskab”.

Desuden vil udstationerede medarbejdere fra en virksomhed i Danmark også kunne optjene retten til dagpenge.

Medfølgende families ret til arbejdsløshedsdagpenge

Ægtefæller, samlevere, registrerede partnere og umyndige børn til personer, der opfylder en af undtagelserne, kan sidestille et ophold i udlandet med ophold her i landet.

Desuden er personer, der har gennemført en integrationsgrunduddannelse (IGU) og unge under 18 år, undtages fra opholdskravet, hvis børnene har opholdt sig her i riget i sammenlagt mindst 7 år, inden de fyldte 18 år.

Indfases gradvist

Fra den 1. januar 2019 træder opholdskravet i kraft. Det indfases dog gradvist frem til fuld effekt i 2021:

2019: Opholdskrav på 5 ud af 12 år
2020: Opholdskrav på 6 ud af 12 år
2021: Opholdskrav på 7 ud af 12 år

Indflydelse på sager om sygedagpenge og barselsdagpenge

Opholdskravet vil i øvrigt have betydning i sager om sygedagpenge og barselsdagpenge i de tilfælde, hvor retten til sygedagpenge og dagpenge efter barselsloven afhænger af, at personen opfylder betingelserne for ret til arbejdsløshedsdagpenge. 

Dokumentationskravet endnu ikke offentliggjort

Det er endnu ikke offentliggjort, hvordan medarbejderen kan dokumentere, at opholdskravet er opfyldt.

Det er dog DI´s opfattelse af ansættelseskontrakt, udstationeringskontrakt samt erklæringer fra virksomheden kan bruges som dokumentation for tilknytning til en dansk virksomhed.

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret