01.10.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Beregn hvor langt opsigelsesvarslet skal være

DI har udviklet et nyt værktøj, som hjælper dig med at beregne, hvor langt opsigelsesvarsel en medarbejder skal have. Beregneren fortæller dig også, om medarbejderen har ret til en fratrædelsesgodtgørelse, eller om der er særlige regler, som har betydning for opsigelsen.

DI’s opsigelsesberegner kan benyttes til opsigelse af funktionærer og medarbejdere på 30 af de største overenskomster, herunder industriens overenskomster, Fællesoverenskomsten og overenskomster inden for handel, transport og service.

Længden af opsigelsesvarslet beregnes med udgangspunkt i funktionærloven eller reglerne i den relevante overenskomst, af medarbejderens anciennitet, og af hvilken type medarbejder der er tale om.

Sådan gør du

  1. Under ”Ansættelsesforhold” vælger du, om medarbejderen er dækket af en overenskomst, angiver eventuel funktionærstatus og oplyser, hvilken type medarbejder der er tale om.
  2. Under ”Anciennitet” indsætter du dato for medarbejderens ansættelse og opsigelsestidspunkt.
  3. Vælg ”Resultat” og få oplyst, hvor langt opsigelsesvarsel du skal give medarbejderen.

Beregneren informerer dig, hvis opsigelsesvarslet er forlænget på grund af bestemmelser i overenskomsten, eller hvis der er andre regler, som du skal være opmærksom på. Det kan for eksempel være krav om, at medarbejderen skal have en skriftlig opsigelse, eller hvis der er begrænsninger for opsigelse af medarbejderen under ferie eller sygdom.

Begrænsning

Beregningen tager kun højde for opsigelser, som er sagligt begrundet. Hvis en medarbejder bliver opsagt på et usagligt grundlag, medfører det yderligere omkostninger i form af godtgørelse.

Beregneren kan ikke benyttes til opsigelse af medarbejderrepræsentanter eller medarbejdere, som er særligt beskyttet imod opsigelse af ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven.

Opsigelsesberegner

Klik her

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret