Foto: Colourbox

29.10.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Ikke bevist at opsigelse skyldtes ordrenedgang

En fysioterapeut på barsel blev opsagt umiddelbart efter endt barsel. Beslutningen blev truffet under forældreorloven, og da virksomheden ikke havde løftet et tilstrækkeligt bevis, tilkendte Østre Landsret derfor medarbejderen en godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Tvist om tidspunkt

Medarbejderen blev ansat den 1. april 2015 som nyuddannet fysioterapeut. Efter omkring seks måneders ansættelse blev hun graviditetsbetinget sygemeldt, hvorefter hun gik på orlov. Orloven skulle efter planen slutte den 3. oktober 2016.

Den 13. oktober 2016 blev kvinden opsagt med begrundelse i virksomhedens forhold, idet der var behov for en kapacitetstilpasning grundet manglende arbejde. Virksomheden gjorde derfor gældende, at opsigelsen var sket efter orlovens udløb.

Medarbejderen mente modsat, at beslutningen var truffet under orloven, idet hun havde talt med flere kolleger, der kendte til opsigelsen, inden hun selv modtog opsigelsen den 13. oktober 2016.

Bevisbyrden lå hos virksomheden

Spørgsmålet er vigtigt, fordi virksomheden har bevisbyrden, hvis det viser sig, at beslutningen var truffet under orloven. I modsat tilfælde ville der gælde en delt bevisbyrde.

Under byretssagen kom det frem i vidneforklaringerne, at der var afholdt et personalemøde den 23. september 2016, hvor de øvrige medarbejdere var blevet oplyst om, at kvinden ville blive opsagt som følge af faldende ordre. I landsretten var parterne enige om, at bevisbyrden lå hos virksomheden.

Ordrenedgang

I Østre Landret førte virksomheden bevis for, at der var tale om et drastisk fald af arbejde i sommeren 2016. Landsretten fandt desuden, at situationen hos virksomheden nødvendiggjorde en personalereduktion. Alligevel fandt landsretten, at opsigelsen helt eller delvist var begrundet i kvindens orlov.

Landsretten bemærker, at der på tidspunktet for opsigelsen var ansat yderligere tre medarbejdere på virksomheden i samme stillinger. Alle tre medarbejdere med en bredere erfaring end den opsagte medarbejder. Ingen af de tre medarbejdere blev opsagt samtidig med kvinden.

På baggrund af vidneforklaringerne fra særligt de tre øvrige medarbejdere, lagde retten til grund, at kvinden var yderst kompetent og meget vellidt blandt kollegerne. Forholdet omkring, at de tre øvrige medarbejdere havde en bredere erfaring end kvinden, ændrede ikke på landsrettens begrundelse om, at opsigelsen helt eller delvist var begrundet i kvindens orlov.

Kvinden fik som følge af landsrettens dom tilkendt en godtgørelse svarende til ni måneders løn.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets dom af 19. juni 2019 i sag nr. BS-35505/2018.

DI's råd

Dommen viser, at der foretages en meget konkret vurdering i disse sager, og landsretten tillægger det afgørende betydning, at der var opgaver i virksomheden, som den barslende kunne udføre. Landsretten tillægger det i denne sag ikke betydning, at de tilbageværende medarbejdere var bedre kvalificerede – dette modsat tidligere sager. 

Dommen er anket til Højesteret. 

DI anbefaler derfor, at I altid kontakter os for rådgivning, hvis I står i en situation, hvor det kan blive nødvendigt med en vurdering af, om en barslende medarbejder kan opsiges. 

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret