Foto: Colourbox

12.11.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Bortvist for tyveri af to dåsecolaer

Det var i orden, at et gymnasium bortviste en servicemedarbejder, som uberettiget havde taget to dåsecolaer fra et aflåst depotrum. Det slår en ny kendelse fast.

Sagen handlede om en teknisk servicemedarbejder, der var ansat på et gymnasium, og som efter et års ansættelse blev bortvist fra sin stilling.

Grunden til bortvisningen var, at gymnasiet havde mistanke om, at medarbejderen havde stjålet to colaer fra et aflåst depotrum, som primært blev benyttet af gymnasiets cafe- og festudvalg. Dåsecolaerne i depotet tilhørte således ikke gymnasiet, men derimod cafe- og festudvalget.

Servicemedarbejderen havde i kraft af sin stilling en nøgle til kælderen, som også passede i døren til depotrummet. Der var kun en indgang til depotrummet gennem kælderen, og både døren til kælderen og døren til depotrummet var altid aflåst.

Serviceleder fattede mistanke

Det var en serviceleder på gymnasiet, der først fattede mistanke. Derfor tog servicelederen en formiddag et billede af en uåbnet ramme coladåser i depotrummet. Senere samme dag kunne samme serviceleder konstatere, at der var fjernet to dåsecolaer fra den uåbnede ramme, hvilket han også tog et billede af.

Gymnasiets videoovervågning i tidsrummet mellem, at de to billeder blev taget, viste, at servicemedarbejderen var gået ned i kælderen og kort tid efter kommet op igen med en dåsecola i hånden.

Servicemedarbejderen forklarede efterfølgende, at han havde haft dåsecolaen i jakkelommen, da han gik ned i kælderen. Videoovervågningen viste også, at der i samme tidsrum, udover servicelederen og servicemedarbejderen, kun var en øvrig medarbejder, som havde været i kælderen.

Bevis for tyveri

Dommeren fandt, at den fremlagte billed- og videodokumentation beviste, at det var den pågældende servicemedarbejder, der havde taget de to colaer fra kælderdepotet.

Herefter var spørgsmålet, om det var berettiget at bortvise medarbejderen på denne baggrund.

Groft tillidsbrud

Dommeren udtalte, at den beskedne værdi af colaerne talte imod, at tyveriet kunne begrunde en bortvisning. På den anden side, udtalte dommeren, var servicemedarbejderen klar over, at colaerne i depotrummet ikke tilhørte gymnasiet, men derimod gymnasiets café- og festudvalg.

Herudover bemærkede dommeren, at colaerne var taget fra et aflåst depotrum, som der ikke var almindelig adgang til, og at servicemedarbejderen derfor havde brugt den nøgle, som han var blevet særligt betroet med i kraft af sit hverv på gymnasiet, til at tilegne sig dåsecolaerne.

Dommeren mente ikke, at det krævede fastsatte retningslinjer, for at medarbejderne kunne vide, at de ikke på egen hånd måtte tage drikkevarer fra et sådant depot.

Dommeren fandt efter en samlet vurdering, at servicemedarbejderens tyveri af de to dåsecolaer indebar et så groft tillidsbrud over for gymnasiet, at forholdet kunne berettige en bortvisning af servicemedarbejderen.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på kendelse af 11. september 2019 i FV2019.0034.

DI's råd

Sagen viser, i tråd med lignende sager om samme emne, at en medarbejders uberettigede tilegnelse af genstande fra arbejdsgiveren som udgangspunkt udgør en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet.

Der gælder ikke nogen økonomisk bagatelgrænse for værdien, når det kommer til tyveri fra en arbejdsgiver. En uberettiget tilegnelse af genstande fra arbejdspladsen vil derfor som udgangspunkt udgøre et groft tillidsbrud, som, afhængig af de øvrige konkrete omstændigheder, kan berettige en bortvisning.

Bortvisningssager skal altid vurderes ud fra det konkrete hændelsesforløb, og det er vigtigt, at virksomheden reagerer hurtigt. 

Kontakt derfor altid DI, hvis I overvejer at bortvise en medarbejder. 

Skabeloner

Skabelon til bortvisning

Hent

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret