Foto: GettyImage

19.11.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Husk at varsle individuelle lønforhandlinger inden nytår

Hvis I ønsker at overgå til individuelle lønforhandlinger for jeres timelønnede på Industriens Overenskomst næste år, bør eventuelle kutymer for kollektive lønforhandlinger opsiges inden udgangen af december måned. Under Industriens Overenskomst skal kutymer opsiges med to måneders varsel til udgangen af en måned.

Opsig kutymen inden forhandlinger

Hvis virksomheden vil opsige en kutyme for kollektiv lønforhandling, bør det ske inden udgangen af december måned. Dermed bortfalder kutymen, inden lønforhandlingerne begynder ved starten af det nye overenskomstår den 1. marts 2020.

Varslerne og procedurerne kan være anderledes i andre overenskomster.

Opsigelse til tillidsrepræsentanten

Opsigelsen af kutymen skal ske over for tillidsrepræsentanten. Det er vigtigt at skrive i opsigelsen, hvilken kutyme virksomheden opsiger.

Opsigelse når der ikke er en tillidsrepræsentant

Hvis der ikke er valgt en tillidsrepræsentant for de medarbejdere, der er omfattet at kutymen, må opsigelsen rettes til medarbejderne.

Hvis medarbejderne ikke kan finde en, der kan repræsentere dem i den lokale forhandling, må forhandlingen foregå med samtlige medarbejdere.

Afhold lokalforhandling

Når virksomheden har opsagt en kutyme, skal virksomheden holde lokalforhandling med tillidsrepræsentanten.

På mødet drøfter parterne, hvorvidt tillidsrepræsentanten er enig i, at kutymen kan bortfalde. Hvis tillidsrepræsentanten er enig, bortfalder kutymen, når opsigelsesvarslet på de to måneder er udløbet. Parterne kan også blive enige om, at kutymen bortfalder på et tidligere tidspunkt.

Måske mæglingsmøde og organisationsmøde

Hvis parterne ikke kan blive enige om, at kutymen bortfalder, skal virksomheden og tillidsrepræsentanten lave et uenighedsreferat.

Virksomheden sender herefter uenighedsreferat og opsigelse til DI, som kan videreføre opsigelsen til mæglingsmøde og eventuelt frigørende organisationsmøde. Virksomheden er ikke løst fra kutymen, før disse regler er fulgt.

Der kan gælde andre regler for at opsige kutymer på andre overenskomstområder.

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret