Foto: Colourbox

12.11.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Overenskomstbrud at opsige tillidsrepræsentant uden at orientere først

Selv om virksomheden opsagde en tillidsrepræsentant efter 120-dagesreglen, skulle forbundet have været orienteret først. Det har Arbejdsretten slået fast i en ny afgørelse. Virksomheden blev idømt en bod på 25.000 kr. for brud på overenskomsten.

Regel i overenskomsterne

Alle DI’s overenskomster har en regel om, at forbundet skal orienteres af DI, hvis en virksomhed vil opsige en tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant. Det er DI, som skal orientere forbundet om opsigelsen, og forbundet kan herefter kræve et møde, hvor opsigelsen behandles.

Organisationsfjendtlig handling

I den konkrete sag blev medarbejderen opsagt efter 120-dagesreglen, men alligevel mente forbundet, at det var en organisationsfjendtlig handling, at den fagretlige procedure for opsigelse af tillidsrepræsentanter ikke blev fulgt, idet virksomheden tidligere havde opsagt tre tillidsrepræsentanter.

Forbundet krævede mere principielt en ”bodsforhøjelse” på baggrund af økonomiske beregninger.

Dette synspunkt bestred virksomheden og argumenterede med, at forbundet var blevet orienteret i de tre tidligere sager, og at disse sager ikke havde en sammenhæng til den pågældende sag.

Opsagt efter 120-dagesreglen

DI førte sagen for virksomheden og gjorde under sagen gældende, at tillidsrepræsentanten var blevet opsagt efter 120-dagesreglen, at den burde ske ”udenom” overenskomsten, og den derfor heller ikke skulle behandles fagretligt.

Synspunktet, mente DI, blev understøttet af, at opsigelser efter 120-dagesreglen som udgangspunkt er saglige.

Bod for brud på overenskomsten

Dommeren var dog ikke enig i dette synspunkt, og virksomheden blev derfor tilkendt en bod på 25.000 kr. for manglende orientering til forbundet.

Dommeren fandt, at det ikke var godtgjort, at virksomhedens manglende orientering var et udtryk for organisationsfjendtlig adfærd.

Dommeren valgte afslutningsvis at tage stilling til spørgsmålet om bodsforhøjelse. Arbejdsretten fandt på baggrund af hidtidig praksis, at boden for tilsidesættelse af orienteringsreglen måtte tage udgangspunkt i et niveau på ca. 50.000 kr.

At boden i denne sag blev halveret skyldtes, at Arbejdsretten fandt det formildende, at virksomheden dels havde misforstået sammenhængen mellem 120-dagesreglen og orienteringsreglen i overenskomsten og det faktum, at afskedigelsen af tillidsrepræsentanten måtte anses for sagligt.

Virksomheden endte derfor med samlet at betale 25.000 kr. til forbundet.

DA førte sagen for virksomheden på vegne af DI.

Nyheden er baseret på Arbejdsrettens dom af 20. september 2019 i sag AR.2018.0079.

DI's råd

Kontakt altid DI først, hvis I overvejer at opsige en tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant. 

DI's 120-dagesberegner

Start

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret