Foto: GettyImage

19.11.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Sygdom forhindrede ferie under fritstilling

Vestre Landsret har dømt en virksomhed til at udbetale ikke afholdt ferie, selv om medarbejderen havde skrevet under på en fratrædelsesaftale om, at ferie blev anset for afholdt i opsigelsesperioden.

Aftalte at ferie var afholdt

En funktionær med 16 års anciennitet blev opsagt på grund af sygdom. Efterfølgende blev der lavet en fratrædelsesaftale, som blandt andet indeholdt en bestemmelse om, at medarbejderen blev fristillet og ikke havde yderligere ferie, feriefridage m.m. til gode, idet de blev anset for afholdt i opsigelsesperioden.

Sygemeldt i opsigelsesperioden

Medarbejderen var sygemeldt i hele opsigelsesperioden og gjorde efterfølgende gældende, at han havde været feriehindret, og at han derfor havde krav på at få feriegodtgørelsen afregnet til FerieKonto.

Virksomheden gjorde gældende, at der var lavet en aftale om, at ferien ansås for afholdt, og dette var gældende, selv om medarbejderen havde været syg i hele opsigelsesperioden.

Landsrettens afgørelse

Landsretten fastslog som udgangspunkt, at medarbejderen som følge af sin sygdom ikke var forpligtet til at afholde sin ferie i fritstillingsperioden, medmindre han selv ønskede at holde sin ferie.

Endvidere lagde landsretten til grund, at parterne ikke forventede, at medarbejderen ville være sygemeldt i hele sin opsigelsesperiode, da de lavede fratrædelsesaftalen.

Og da parterne ikke forventede, at medarbejderen ville være syg i hele opsigelsesperioden, kan fratrædelsesaftalen ikke ses som et udtryk for, at medarbejderen ønskede at holde sin ferie, på trods af han var syg i hele opsigelsesperioden.

Virksomheden blev derfor dømt til at afregne den ikke afholdte ferie.

Byretten var kommet frem til det modsatte resultat.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Vestre Landsrets afgørelse af 10. september 2019 i sag nr. BS-25044.

DI's råd

Sagen viser, at man skal huske at aftale, hvad der skal gælde om ferie, hvis man laver en fratrædelsesaftale med en sygemeldt medarbejder – især hvis medarbejderen er sygemeldt eller forventes at være sygemeldt i hele opsigelsesperioden.

Har du brug for hjælp?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider:

Mandag til fredag kl. 8.00 - 17.00

Vær opmærksom på, at vi i perioden den 10. juli til og med 8. august lukker allerede kl. 15.00 om fredagen. 

Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret