Foto: Colourbox

09.12.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Gravid medarbejder kunne ikke holde tempoet

En SMS fra den administrerende direktør tydede på, at det var medarbejderens graviditet, der gjorde udslaget, da hun blev opsagt. Ligebehandlingsnævnet gav derfor medarbejderen medhold i sagen og tilkendte hende en godtgørelse svarende til seks måneders løn.

Ansat som logistikmedarbejder

En kvinde blev den 4. september 2018 ansat som logistikmedarbejder i en virksomhed, hvor hendes arbejde bestod i på akkord at samle displays. Til ansættelsessamtalen fortalte medarbejderen, at hun var gravid.

I oktober 2018 blev logistikmedarbejderen og fem andre medarbejdere opsagt.

Udskiftning af logistikholdet

Den 25. oktober 2018 anmodede forbundet virksomheden om en nærmere redegørelse for opsigelsen.

Virksomheden svarede, at de havde udvist stor forståelse for medarbejderens graviditet, behov for jordemoderbesøg mv.

Grunden til opsigelsen var, ifølge virksomheden, at de ville udskifte hele logistikholdet, fordi logistikholdet holdt for mange pauser og ikke producerede nok, og at virksomheden derfor risikerede at miste en stor kontrakt.

De ønskede at ansætte et helt nyt hold, der var indstillet på at arbejde koncentreret og målrettet. Derfor var det nødvendigt at opsige de i alt seks medarbejdere.

Fyret på grund af graviditet?

Logistikmedarbejderen mente imidlertid, at hun var blevet opsagt på grund af sin graviditet og klagede til Ligebehandlingsnævnet med krav om en godtgørelse svarende til seks måneders løn.

Kvinden lagde i sin klage vægt på, at de seks opsigelser intet havde til fælles, men var begrundet i individuelle forhold hos de enkelte medarbejdere. Opsigelserne var desuden sket på forskellige dage.

Hun mente derfor, at opsigelserne ikke var en følge af, ”at teamet alt i alt arbejdede i et meget lavt tempo, hvorfor udskiftning af holdet var nødvendigt”, som virksomheden havde givet udtryk for.

Opsigelse må ikke ske på grund af graviditet

Ligebehandlingsnævnet pointerede, at en arbejdsgiver ikke må opsige en medarbejder på grund af graviditet, barsel eller adoption. Hvis opsigelsen sker under graviditet, er det virksomheden, som skal bevise, at opsigelsen er sket af andre grunde.

I den konkrete sag var medarbejderen gravid, og det vidste virksomheden, da hun blev opsagt.

Ifølge en SMS-besked den 30. oktober 2018 fra den administrerende direktør for virksomheden indgik det i beslutningsgrundlaget ved opsigelse af logistikmedarbejderen, at hun på grund af graviditeten ikke arbejdede i et tilfredsstillende tempo.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen havde virksomheden ikke løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke blev tillagt betydning ved beslutningen om afskedigelsen.

Logistikmedarbejderen fik derfor medhold og en godtgørelse svarende til seks måneders løn.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 15. oktober 2019 i sag nr. 19-11416.

DI's råd

En opsigelse skal altid være saglig – det gælder også, når en medarbejder er gravid. Som udgangspunkt er det tilladt at opsige en medarbejder, som er gravid, men afskedigelsen må ikke være begrundet i graviditeten. 

Kontakt DI for rådgivning, hvis I overvejer at opsige en gravid medarbejder. 

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret